En perle i landskabet

Botofte Skovmose gavner ikke kun miljøet og klimaet. Vådområdet er også en stor naturattraktion.

- De fleste, som kommer og ser området, spiser måske efterfølgende på et af de langelandske spisesteder. Så området bidrager også til den turisme, som vi satser så meget på her på Langeland, påpeger Lars Christian Prytz.
- De fleste, som kommer og ser området, spiser måske efterfølgende på et af de langelandske spisesteder. Så området bidrager også til den turisme, som vi satser så meget på her på Langeland, påpeger Lars Christian Prytz.

Et vådområde gavner miljøet og klimaet. Det står fast. Men Botofte Skovmose er også en naturperle i det langelandske landskab, som tiltrækker både lokale beboere og mange turister og fugleinteresserede.

- Vi har skabt et unikt naturområde, hvor man på den almindelige kommunevej kan køre rundt på tre sider af området og kigge ind i det. Desuden er der en tange eller halvø, som strækker sig ind midt i området, hvortil offentligheden har adgang, fortæller Lars Christian Prytz.

- I de første år efter færdiggørelsen, kom der mellem seks og syv tusinde gæster om året. I dag, hvor nyhedens interesse ikke er helt så stor, ligger vi på omkring to tusinde gæster om året, vurderer den langelandske landmand.

Han oplyser, at EU har støttet det store vådområdeprojekt med landdistriktsmidler, som blandt andet er gået til indhegninger, foderhuse, informationsskilte og fugleøer.

 

Gavner lokalområdet

Der er desuden etableret en handicapvenlig sti ud i området, så også kørestolsbrugere kan få glæde af det unikke naturområde. Der er ligeledes lavet en række tiltag, som er til gavn for alle besøgende.

- Vi har kørt en række rundvisninger og foredrag om området. Dem har vi typisk haft en tre-fire stykker af om året. Her fortæller vi om tilblivelsen af området, hvorefter folk kan gå rundt og se og opleve området, fortæller Lars Christian Prytz, som tilføjer, at området også er til gavn for det langelandske lokalsamfund.

- De fleste, som kommer og ser Botofte Skovmose, spiser måske efterfølgende på et af de langelandske spisesteder. På den måde bidrager området også til den turisme, som vi satser så meget på her på Langeland.

- Vi tiltrækker også en gruppe, der er særligt interesserede i det store fugleliv, som er her. Nogle af de mange lystfiskere, som kommer til Langeland på grund af de gode fiskepladser, lægger også vejen forbi, fortæller Lars Christian Prytz.

Optællinger foretaget af Dansk Ornitologisk Forening viser, at der er ikke mindre end 167 forskellige fuglearter i Botofte Skovmose, heriblandt rørdrum og havørne, som ikke er helt almindelige i den danske natur.

 

Unikke naturoplevelser

Den langelandske landmand har aldrig fortrudt etableringen af det store vådområde. De mange naturoplevelser, området byder på, er en kilde til mange glæder og unikke oplevelser.

- Vi har morgenmusik hver dag, når vi står op og åbner soveværelsesvinduet. Og hvis man en tidlig morgen midt i maj sætter sig ned til søen, er det næsten ligesom at sætte sig ud på den afrikanske savanne, siger Lars Christian Prytz, der sammen med sin kone, Eva, har rejst meget i Afrika.

Ænderne og fugle begynder at »snakke«, som han siger. Og pludselig dukker havørnen op.

- Det er en helt unik oplevelse at se havørnen træne sin yngel i at jage. Det sker ved, at den gamle fanger en blishøne eller andet og flyver op i luften og slipper den – og så griber ungen den. Det er ikke noget, man lige ser hver dag, siger den naturelskende landmand.

 

Landbrugets image

De våde og tørre enge i vådområdet afgræsses af »Ørnebjerggårds« egen besætning af skotsk højlandskvæg. På en anden del af arealet dyrkes energipil, fordi energipil kan dyrkes uden tilsætning af gødning eller kemikalier.

- Undervejs i processen har vi også valgt at omlægge Ørnebjergård til økologi. Det drejer sig om cirka 100 hektar i alt. Det er en form for eksperiment, hvor vi gerne vil kunne dokumentere, om omlægningen er driftsøkonomisk fornuftigt eller ej, siger Lars Christian Prytz.

- Man kan lave mange beregninger ved et skrivebord, men her får vi et materiale med baggrund i praktisk viden og erfaring. Her vil vi ud af tallene kunne læse, om det kunne være en god ide at omlægge mere af Langelands landbrugsjord til økologi, påpeger landmanden.

- Under alle omstændigheder, understreger Lars Christian Prytz, er Botofte Skovmose et projekt, som næsten alle kan lide, og som samtidig gavner landbrugets image.

 

Læs også

Landbrug & Fødevarer: Ny reform kræver stærk kommission
Lokal butik med foder til hobbydyr klarer udfordringerne
Fra lavbundsjord til kvælstoffilter
Faunastriber kan opretholde EU-hektarstøtte på lige fod med efterafgrøder
Faunastriber breder sig som ukrudt