Landmandsfamilier uden ansatte og med 1-2 ansatte havde en gennemsnitlig indkomst før skat på henholdsvis 667.000 kroner om året og 678.000 kroner om året i årene 2014-2018. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Landmandsfamilier med store landbrug med mindst tre ansatte havde en indkomst før skat på 920.000 kr. om året i perioden.

Til sammenligning havde lønmodtagerfamilier en gennemsnitlig indkomst på 640.000 kr. Selvstændige med ansatte, som også indeholder landmænd med ansatte, havde i gennemsnit en indkomst på næsten 1,2 millioner kroner eller ca. en tredjedel mere end landmandsfamilier med mindst tre ansatte.

- Sammenlignet med andre grupper som lønmodtagere og selvstændige er indkomsten for landmandsfamilier i gennemsnit nogenlunde i vater. Det skal dog pointeres, at selv inden for samme år er der for homogene grupper af landmænd, som fx slagtesvineproducenter, stor variation i indkomsten, siger Henrik Bolding Pedersen, chefkonsulent, Danmarks Statistik.

Indkomsten for landmandsfamilier med deltidslandbrug var lavere end for lønmodtagere, men denne gruppe rummer også en forholdsvis stor gruppe ældre med pensioner.

Finans