Venstremand: EU-afstemning kan få alvorlige følger
Torsdag skal EU-Parlamentet stemme om en række tiltag, der skal være med til at styrke dyrevelfærd i unionen. Men ifølge EU-parlamentariker Asger Christensen kan resultatet få meget alvorlige konsekvenser for en del af dansk landbrug.
Forældede EU-regler om dyrevelfærd skal opdateres. Det kommer efter planen til at ske torsdag. Men ifølge Venstres medlem af EU-Parlamentet, landmand Asger Christensen, kan flere af forslagene være med til at ødelægge en del af dansk landbrug, hvis de bliver vedtaget.
- Socialdemokratiet og venstrefløjen har stillet nogle meget problematiske forslag. For eksempel foreslår de en grænse på otte timers transporttid for alle typer dyretransporter. Jeg er enig i, at slagtedyr ikke skal fragtes længere end de otte timer. Men det skal være muligt at transportere andre dyr længere, forklarer han.
- Men det er ikke kun forslaget om en ny tidsbegrænsning, der bekymrer Asger Christensen. For et forslag om et forbud mod transport af dyr i de første 35 dage efter fødsel skal også til afstemning. Ligeledes skal det heller ikke længere være tilladt at transportere drægtige dyr i den sidste tredjedel af drægtighedsperioden.
Ifølge Venstre-politikeren er forbuddet problematisk, fordi det i praksis gør det umuligt eksempelvis at fragte grise til en farestald eller flytte dyr fra et konkursbo.
- Det er ikke gennemtænkt. Vi bør så vidt muligt ikke transportere drægtige eller sårbare dyr. Men det kan give store problemer, hvis vi ikke giver mulighed for korte transporter, når det er strengt nødvendigt, fastslår Asger Christensen.
- Danmark er foregangsland
Rapporten vækker dog også glæde hos Asger Christensen, der er stolt af at være med til at forbedre dyrevelfærden i EU:
- Rapporten sætter fokus på behovet for at forbedre dyrenes forhold under transport. Det er meget positivt. Vi tager et stort skridt fremad for dyrevelfærden. Danmark er et foregangsland, og nu skal vi have de andre med, så vi kan hæve barren i hele EU.
Europa-Parlamentet nedsatte i efteråret 2020 et midlertidigt specialudvalg, der fik til opgave at kulegrave dyrs forhold under transport. Udvalget har i forbindelse med arbejdet besøgt Bulgarien og Danmark for at få input til arbejdet fra landmænd, transportører og interesseorganisationer.
Luxemburgeren Tilly Metz, der er EU-parlamentsmedlem for De Grønne og som står i spidsen for specialudvalget, siger i en pressemeddelelse, at det er vigtigt at få mere ens regler i EU-landene på området.
- Vi har brug for mere harmoniserede regler, kontroller og et bedre sanktionssystem. Det er EU's rolle at sikre lige vilkår for landmænd og vognmænd, siger hun.
Rapporten, som er kommet ud af dyretransportudvalgets undersøgelser, skal til afstemning i Europa-Parlamentet torsdag den 20. januar. Resultatet af afstemningen offentliggøres torsdag aften.