Land & Fritid er en del af livet på landet
Land & Fritid er for tredje år i træk blandt udstillerne på Roskilde Dyrskue, og på standen i år er det med deltagelse af Tryg Forsikring.

For tredje år i træk er Land & Fritid blandt de mange udstillere på Roskilde Dyrskue. Arkivfoto: Jesper Hallgren
Når Roskilde Dyrskue slår dørene op, bliver det for tredje år i træk med Land & Fritid blandt udstillerne. Kæden med 37 butikker på landsplan – heraf ni øst for Storebælt – ser fortsat stor værdi i at være til stede på et af landets største samlingspunkter for alle med interesse for livet på landet.
For Land & Fritid handler deltagelsen først og fremmest om nærvær og relationer.
- Roskilde Dyrskue er et helt unikt sted at møde både eksisterende og nye kunder ansigt til ansigt. Her kommer mennesker med passion for dyr, natur, landbrug og livet på landet. Det er præcis den verden, vi er en del af, siger direktør i Land & Fritid, Erik Dalsro Jørgensen.
Kædens payoff er »En del af livet på landet«, og ifølge direktøren er det mere end blot et slogan.
- Mange har hunde- og kattefoder, nogle har hestefoder, men vi har foder til alle bondegårdens dyr, siger Erik Dalsro Jørgensen.
Særlige dyrskuetilbud
Som en del af DLG-koncernen har Land & Fritid et bredt sortiment, der spænder fra foder og udstyr til heste, hunde, katte og hobbydyr til jagt- og outdoorartikler, hønsehold samt produkter til hus og have.
Kæden beskriver sig selv som en »one-stop-shop« for kunder på landet – uanset om behovet handler om dyrefoder, ridetøj, jagtudstyr eller produkter til haven.
Også inden for biobrændsel står Land & Fritid stærkt.
- Biobrændsel er stadig landområdernes fjernvarme, selv om der er kommet flere alternative varmekilder gennem årene, lyder det fra direktøren.
På årets dyrskue vil gæsterne desuden kunne finde en række særlige tilbud på produkter til hus og have – blandt andet krukker fremstillet af genbrugsplast.
Samarbejde med Tryg
En af årets nyheder på Land & Fritids stand er deltagelsen fra Tryg Forsikring, som er samarbejdspartner med DLG og Land & Fritid på forsikringsområdet.
Her vil besøgende alle tre dyrskuedage kunne møde en assurandør og høre mere om blandt andet sundhedsforsikringer målrettet landbrugskunder – både store og små.
Ifølge Erik Dalsro Jørgensen bygger samarbejdet på de samme fællesskabstanker, som andelsbevægelsen og DLG historisk er rundet af.
- Som det var dengang andelsvirksomheden DLG blev grundlagt, gælder det stadig, at jo flere vi står sammen, jo bedre betingelser kan vi opnå. Mange lønmodtagere har allerede en sundhedsforsikring, og det vil vi gerne hjælpe landbrugskunderne med også at få adgang til, siger han.
Tryg og DLG har derfor særlig fokus på at sikre, at flere i landbruget bliver dækket af en sundhedsforsikring. Herudover har DLG også bidraget til udviklingen af et nyt produkt skræddersyet til landbrugssektoren.
Den nye landbrugsforsikring er et godt eksempel på det kommercielle gearskifte, som Tryg-koncernen har igangsat i 2026. Der bliver skabt nye produkter og services, som bygger på indsigter og data omkring kundernes specifikke behov.
Den nye landbrugsforsikring indeholder således også en ambition om at minimere tiden, som landbrugskunder bruger administration og forsikringer. Det rammer nemlig et klart behov: 6 ud af 10 landmænd svarer i en undersøgelse, at administration fylder for meget i deres hverdag og arbejde.
Land & Fritid forventer igen i år stor interesse omkring standen og ser frem til tre dage med fokus på fællesskab, faglighed og livet på landet.










































