Roskilde Dyrskue er aflyst
Arrangørerne af Danmarks største dyrskue, Roskilde Dyrskue, har på grund af de hårde begrænsninger i forsamlingsfriheden, som coronapandemien har skabt, måtte aflyse dyrskuet i 2021.
De havde håbet på at kunne slå dørene op for dyrskuet i Roskilde efter en coronapause i 2020. Men sådan skulle det ikke gå. De skrappe begræsninger, som forsamlingsforbuddet har sat på store udendørs arranementer, har betydet, at dyrskuet ikke bliver til noget i år.
Og det er et slag i hovedet, siger formand for Roskilde Dyrskue, Povl Fritzner.
- Det er da med grædende hjerte og grædende sind, at vi må aflyse. Men der er ingen anden mulighed. Det er en rigtig trist historie, både for vores udstillere hele vejen rundt til vores gæster, siger Povl Fritzner.
Stor opbakning
Han har oplevet stor opbakning til dyrskuet, og blandt andet havde fødevareminister Rasmus Prehn meldt sin ankomst til skuet.
- Vi er jo utrolige glade og taknemmelige for den opbakning vi har fået til Roskilde Dyrskue. Det gælder også vores sponsorer, og i forhold til de mennesker, der gør en kæmpe indsats for Roskilde Dyrskue. Det er et slag i ansigtet, som ingen har ønsket at få, siger han.
Tidligere på året meldte man fra dyrskuets side ud, at man godt kunne leve med et år med et mindre dyrskue, end i rekordåret 2019, men de restriktioner, der er meldt ud, var så indgribende, at det på ingen måde lod sig gøre, forklarer Povl Fritzner.
- Nu havde vi jo kæmpe suycces i 2019 med 130.000, og det kunne vi godt have lavet dyrskue med under 100.000. Men vi skal helst op på 75-80.000, for at vi kunne få det hele til at svinge rundt. Det er det niveau, vi skulle op i, siger han og uddyber:
- Vi er jo afhængige af at have folk til at stå for de forskellige udstillinger, opasse dyr, overholde veterinærkrav. Det er jo et kæmpe setup, og det er ikke nemt at få op at stå. Og det skal vi jo gøre, uanset om det er corona eller ej.
Vigtigt at være tilbage i 2022
Med aflysningen af dyrskuet i 2021, er det endnu mere vigtigt, at Roskilde Dyrskue vender tilbage i 2022, slår Povl Fritzner fast.
- Det er så vigtigt at holde gang i kedlen, så vi skal bare i gang i 2022, og have startet det op igen. Det er vores udstillere hele vejen rundt også klar til at smørge ærmerne op for at sikre. Så må vi holde fast på stumperne og skabe en succes. Men det skal kæmpes. Det kommer ikke af sig selv.
Langt de fleste dyrskuer i Danmark er aflyst.