Landbrugsmessen Gl. Estrup er reddet
Landbrug Gl. Estrup er reddet efter en ekstraordinær generalforsamling og hedder nu Gl. Estrup Landbrugsmesse og dyrskue.
Efter en ekstraordinær generalforsamling er landbrugsmessen på Gl. Estrup reddet.
Torsdag den 9. september blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling på Det Grønne Museum. Generalforsamlingen skulle beslutte, om musseets messe skal fortsætte eller nedlægges.
De sidste to år har det ikke være muligt at slå dørene op til Landbrugsmessen Gl. Estrup på grund af corona. Det har tæret på foreningens økonomi. For at regnskabet kan balancere, mangler der en økonomisk indsprøjtning på 300.000 kroner hvert år til at ansætte en tovholder.
Det har medført, at bestyrelsen bag landbrugsmessen har trukket sig, og at der ikke er andre kandidater, som ønsker at blive den del af bestyrelsen.
Vedtægtsændringer
Formand Tina Kjærgård Tobberup har tidligere fremsendt repræsentanterne et forslag til vedtægtsændringer for Landbrugsmessen Gl. Estrup, da der nu ingen bestyrelse er til at drive messen videre.
Forslaget omhandler, at foreningen skal omdannes til en almindelig medlemsbaseret forening, hvor indflydelsen ligger hos medlemmerne, som oftest også er brugerne.
Foreningens repræsentantskab består af 54 stemmeberettigede – heraf 43 var repræsenteret på den ekstraordinære generalforsamling.
Med 42 stemmer for og 1 blank stemme blev forslaget vedtaget.
Traditionelt og folkeligt dyrskue
Foreningen vil stadigvæk være et fællesskab med fokus på landbruget, og de kendte husdyrracer, men der skal lægges endnu større fokus på formidling af viden og samfundskontakt.
- Vi vil gerne vende os mere mod det traditionelle og folkelige dyrskue, hvor forskellige interessegrupper har mulighed for at deltage med udstillinger af forskellig art. Den interne struktur skal stadig være opbygget af de allerede eksisterende underudvalg af frivillige, og skal derved drives af frivillige, med en medlemsvalgt bestyrelse, som overordnet koordinerer driften. Vi vil søge at involvere lokale leverandører af både råvarer og ydelser, og give Østjylland muligheden for, at reklamere lokalt for det lokale, siger Tina Kjærgård Tobberup, som med stor opbakning fortsætter som formand i den nye medlemsforening.
Dyrskue 2022
Landbrugsmessen Gl. Estrup er nu omlagt og hedder fremadrettet Gl. Estrup Landbrugsmesse og dyrskue.
Det traditionsrige skue blev mødt med stor opbakningen fra Djursland Landboforening, Landboforeningen Kronjylland, Østjysk Familielandbrug og Djurslands Familielandbrug.
Østjydsk Familielandbrug meldte allerede før den ekstraordinære generalforsamling ud, at de støtter messen med 50.000 kroner årligt.
Ved generalforsamlingens slutning meldte alle de tidligere repræsentanter sig ind i den nye forening. Medlemskabet er gratis frem til oktober, hvor en generalforsamling skal fastsætte det fremtidige kontingent for både private og forenings- og virksomhedsmedlemsskaber.
Derved er fundamentet lagt for at afholde en Landbrugsmessen på Gl. Estrup i 2022.