Et par dage før det officielle skifte møder avisen Søren Svanholm og Palle Jespersen i deres hidtidige lokaler i Aarup. Om få dage står der LandboGruppen MidtØst på rygmærket i stedet for Nybolig Landbrug.

Men selv om navnet ændrer sig, gør måden at arbejde på ikke.

- Vi skifter rygmærke, men vi skifter ikke identitet. Vi skal stadig ud at lave de bedst mulige handler for alle parter, lyder det fra Søren Svanholm og Palle Jespersen.

Fra 1. september bliver de sammen med tre medarbejdere en del af LandboGruppen MidtØst under Velas. Samtidig tiltræder Søren Svanholm som administrerende direktør for Landbogruppen MidtØst.

Større landbrug kræver større faglighed

Beslutningen skal blandt andet ses i lyset af udviklingen i dansk landbrug. Bedrifterne bliver større og færre, og handlerne kan samtidig involvere stadig flere og mere komplekse problemstillinger.

Her ser Søren Svanholm en klar fordel i at blive en del af Velas, der som rådgivningsvirksomhed har omkring 800 medarbejdere og rummer specialister inden for alle områder, der kan komme i spil ved køb, salg og udvikling af en landbrugsvirksomhed i fremtiden.

Vi får et stærkt hold i ryggen, og kan sparre med de forskellige faglige grene inden for landbruget. Det er en kæmpe ballast at køre ud i marken med, siger han.

Større geografisk rækkevidde

Også geografisk ser Søren Svanholm og Palle Jespersen nye muligheder.

Vi dækker allerede selv et geografisk stort område. De kontakter kan vi nu bygge videre på, og udvide yderligere sammen med vores nye dygtige kollegaer i Landbogruppen MidtØst. Samtidig udvides markedsområdet i Landbogruppen MidtØst med etablering af nyt kontor i Sorø på Sjælland.

Udvidelsen med de fem medarbejdere fra Aarup betyder samtidig, at LandboGruppen MidtØst styrker tilstedeværelse på Fyn og får yderligere kræfter til udvidelse af aktiviteterne på Sjælland og i Jylland.

Et spørgsmål om rettidig omhu

For Palle Jespersen handler skiftet i høj grad om at følge den udvikling, der allerede finder sted i erhvervet.

- Vi er nødt til at følge med udviklingen. Så skiftet, som vi glæder os til, er et spørgsmål om rettidig omhu.

Samtidig glæder han sig over, at Søren Svanholm nu tager et stort ansvar i den nye organisation, og vil sammen med Jens Ravn bakke op om ledelsen.

Søren Svanholm ser frem til opgaven, og anerkender nuværende direktør Jens Ravn og medarbejdernes store arbejde, der allerede er gjort i Landbogruppen MidtØst.

- Et arbejde vi nu sammen har til hensigt at bygge videre på i en fælles ånd, siger han.

Samtidig glæder både Søren Svanholm og Palle Jespersen og de tre medarbejdere sig til at komme ind i en organisation, hvor alle lever og ånder for landbrugserhvervet.

Stadig den gode handel

Selv om organisationen omkring dem bliver større, understreger de begge, at udgangspunktet for arbejdet ikke ændrer sig.

Det handler fortsat om kunderne, og om at få den bedst mulige handel på plads for alle parter.

Vi skal yde vores bedste hver gang. Nu får vi bare et endnu stærkere hold i ryggen.

Få dage senere er skiftet en realitet. Tidligere rygmærke er skiftet ud med LandboGruppen MidtØst – og Søren Svanholm og Palle Jespersen og deres medarbejdere er trukket i nyt arbejdstøj.

LandboGruppen MidtØst

LandboGruppen MidtØst er en landbrugsmæglervirksomhed ejet af rådgivningsvirksomheden Velas

Virksomheden arbejder med køb og salg af landbrugsejendomme og har aktiviteter i en meget stor del af landet.

Fra 1. september 2026 tiltræder Søren Svanholm som direktør for den samlede gruppe.

Udvidelsen betyder ifølge Velas, at LandboGruppen MidtØst får en markant stærkere tilstedeværelse på Fyn samt yderligere aktiviteter på Sjælland og i Jylland.

Mæglervirksomheden har adgang til specialister inden for blandt andet økonomi, skat, generationsskifte, jura, selskabsformer, planteavl, husdyrproduktion, miljø og bæredygtighed

Landbogruppen MidtØst har kontorer i Viborg, Søften, Horsens, Vissenbjerg og Sorø.

EjendommeBusiness