Solcellerne kan betale sig hjem på to år
Tilbagebetalingstider helt ned til to år er en af gevinsterne ved Sol Nu’s model med egen import direkte fra Kina.

Solceller på taget er en billigere løsning end et jordbaseret solcelleanlæg. Men det kræver at taget kan holde og vender den rigtige vej i forhold til solen.
- Kinesiske produkter er svære at komme udenom i det her marked, da priserne er med minimum en faktor to, hvis det skal købes som produceret i EU, fortæller Morten Kristiansen, sælger hos Sol Nu, der har gjort import direkte fra de kinesiske producenter af solceller til sit speciale.
Den direkte kontakt til Kina, en mindre lagerbeholdning af komplette anlæg og et kontor hjemme i parcelhuset ved Randers har gjort Sol Nu til en regulær prispresser på det danske solcellemarked med projektering, levering og opsætning med tilbagebetalingstider helt ned til to år.
- Der er selvfølgelig mange faktorer i spil i forhold til tilbagebetalingstiden. Blandt andet anlæggets størrelse. Hvis alt går op i en højere enhed, kan vi komme helt ned på to år, men tre-fire års tilbagebetalingstid vil også være fornuftigt i forhold til økonomien i at opsætte et solcelleanlæg, fortæller Morten Kristiansen, der ikke lægger skjul på, hvilket argument, der vægter højest for at sætte solcelleanlæg op.
- Der skal være økonomi i det. De grønne gevinster, der følger med, er sjældent hovedårsagen til at starte et projekt.
Lige nu er der mange, der kan finde økonomisk incitament til at lade solen producere deres strøm.
- Lige nu opsætter vi anlæg ugentligt og mærker generelt god interesse for solcelleanlæg, konstaterer Morten Kristiansen.
Tjek bæreevnen
Omkring 90 procent af kunderne hos Sol Nu har udgangspunkt i landbruget, og her mærker Morten Kristiansen stor interesse for at få sat solcellerne op på bedriftens tage. En løsning, der som udgangspunkt er en anelse billigere end opsætning på jorden, der dermed ikke skal bruges arbejdstid og materialer til stativerne under solcellerne.
Der er dog mange ting at overveje, inden man vælger tagløsningen, fastslår han.
- En af udfordringerne er, at der kan være nogle ældre tage rundt omkring på bedrifterne, mens folk også kan have lidt svært ved at være realistiske omkring tagets levetid. Som udgangspunkt holder solpanelerne i mindst 30 år. Det skulle taget jo også gerne kunne – medmindre man alligevel har planer om at indstille produktionen på gården tidligere, forklarer solcelleeksperten.
Derfor får Sol Nu også altid lavet en beregning af bygningens bæreevne, inden et projekt skydes i gang.
- Mange får desværre opsat anlæg uden statik/bæreevneberegning og de står med en meget stor risiko økonomisk, hvis de mangler dokumentation og dermed ikke har forsikringsdækning på bygningen ved for eksempel kollaps på grund af snelast, fortæller Morten Kristiansen, der oplever, at det ikke altid kan lade sig gøre som først tiltænkt, men at anlægget skal fordeles anderledes for at taget kan bære.
Udover beregning af bæreevne, sørger Sol Nu for at alle øvrige tilladelser er på plads, når anlægget sættes i drift.
Tag eller jord?
Selvom der kan være penge at spare ved at sætte solcellerne op på taget frem for på jorden, er det ifølge Morten Kristiansen ikke det afgørende for, om solceller på bedriften er en god løsning.
- Forskellen er marginal, så det er ikke det, der flytter noget i forhold til, om det vil være rentabelt eller ej at sætte solceller op, fortæller sælgeren, der også ser fordele ved jordplacerede anlæg.
- På et tag er man låst af placeringen, mens man på jorden selv kan bestemme retningen for panelerne og dermed sikre den mest effektive udnyttelse af solen, forklarer han og kommer med en beroligende bemærkning til de landmænd, der er bange for at skulle tage alt for meget jord ud af produktionen for at give plads til et solcelleanlæg.
- Landmænd er generelt imod at bruge deres jord til andet end at dyrke afgrøder, men det er jo ikke hele marker, der skal tages ud. Et anlæg på 60-70 kilowatt fylder omkring 260 kvadratmeter, fortæller han.
Det gennemsnitlige anlæg i Sol Nu’s ordrebog er på 70 kilowatt, men der er også projekter på 400 og ned til 25 kilowatt.
Handler med de største
Selvom Morten Kristiansen og kompagni har formået at presse priserne markant ned ved at handle direkte med producenterne og have sin egen import, kunne det gøres endnu billigere, hvis man gik udenom de største producenter på markedet. Det har man dog ikke tænkt sig at gøre, selvom et komplet 50 kilowatt-anlæg oplagt på tag ifølge Morten Kristiansen kunne sælges for kun 120.000 kroner plus moms ved at vælge paneler fra mindre producenter, som ligeledes bliver solgt og opsat herhjemme.
- Producenter af solceller særligt fra Kina er i en overlevelseskamp på samme måde som elbiler, hvor kun de største på sigt kan overleve konkurrencen. Og med solcellepaneler, der har 25 og 30 års ydelsesgaranti, skal kunderne være så sikre som mulig på at kunne få honoreret sine ydelsesgarantier, fortæller han.
- Så selvom vi kunne lave yderligere besparelser ved at vælge mindre producenter, har vi lavet en indkøbsstrategi, der betyder, at vi kun handler med de bedste og de største producenter.
Solcellerne, som Sol Nu køber hjem, er fra Trina Solar som er TÜV-testet og godkendte til ammoniak, inverterne er fra Solplanet og Huawei, mens skinnesystemet er tysk produceret og indkøbt direkte fra fabrikken.
Trods den store interesse og de mere end 13.000 kilometer mellem Morten Kristiansens kontor ved Randers og Trina Solars hovedkvarter i Changzhou er det ikke leveringstiden på solpanelerne, der kan blive en hurdle for at komme hurtigt i gang med solcelleprojekterne. Hastigheden kommer i høj grad an på sagsbehandlingstiden i den pågældende kommune.
- Når først tilladelser og bæreevneberegninger er på plads, er leveringstiden pt på to-tre uger, fortæller Morten Kristiansen.