Energinet får grønt lys til skærpede tilslutningskrav
Forsyningstilsynet har godkendt Energinets nye krav til virksomheder, der ønsker tilslutning til eltransmissionsnettet. Projekterne skal blandt andet stille med et depositum på 500.000 kroner og dokumentere deres modenhed. Men flere aktører i energibranchen advarer om, at kravene kan forsinke udbygningen af vedvarende energi.

Energinet kan nu gå videre med de planer, de har om at virksomheder, der gerne vil tilsluttes elnettet, skal dokumentere projekternes modenhed og fremdrift. Arkivfoto: Energinet
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Energinet kan nu gå videre med de nye krav til elproducenter og store elforbrugere, der ønsker adgang til det pressede danske eltransmissionsnet. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Forsyningstilsynet har den 15. oktober godkendt de såkaldte modenhedskrav, som skal sikre, at projekter med størst sandsynlighed for at blive realiseret, kommer forrest i køen til den begrænsede kapacitet.
Afgørelsen kommer forud for november, hvor Energinet efter planen for første gang skal fordele en pulje af kapacitet mellem de mange virksomheder, der ønsker at blive koblet på elnettet.
- Vi er rigtigt glade for, at Forsyningstilsynet godkender de krav til modenhed og fremdrift, som vi lavede før sommerferien, og som nu kan blive gennemført, som vi havde tiltænkt, siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør i Systemansvar i Energinet.
Depositum på 500.000 kroner
De nye regler indebærer, at virksomheder skal dokumentere deres projekters modenhed, før de kan gå videre i Energinets tilslutningsproces.
Allerede inden den indledende screeningsfase skal ansøgerne dokumentere, at der er et planmæssigt grundlag for projektet, og indbetale et depositum på 500.000 kroner. Beløbet modregnes i betalingen for tilslutningsprocessen, og et eventuelt overskud tilbagebetales.
Senere i forløbet skal virksomhederne blandt andet fremlægge tekniske oplysninger, tidsplaner og økonomisk sikkerhedsstillelse. Før etableringsfasen kan begynde, skal projektets plangrundlag desuden være politisk godkendt eller på anden måde fuldt afklaret.
Forsyningstilsynet vurderer, at kravene er rimelige og proportionale i forhold til formålet om at prioritere de mest realiserbare projekter.
Branchen frygter forsinkelser
Kravene har dog mødt kritik fra flere aktører i energibranchen.
Både Eurowind Energy og Dansk Erhverv advarer i høringssvar om, at de nye regler kan forlænge projektforløbene, fordi kommunal planlægning og nettilslutning risikerer at skulle gennemføres efter hinanden frem for parallelt.
Green Power Denmark peger desuden på, at nogle kommuner kræver en nettilslutningsaftale, før de vil igangsætte arbejdet med en ny lokalplan. Det kan skabe en fastlåst situation, hvor projektudviklerne hverken kan komme videre med planlægningen eller nettilslutningen.
Energinet understreger, at hensigten ikke er at skabe sådanne forsinkelser, men at sikre bedre koordinering mellem planlægningen og etableringen af nettilslutningen.
Kritikken har også medført ændringer. Energinet har blandt andet fjernet et oprindeligt krav om, at projekterne skulle kunne opfylde modenhedskravene senest 12 måneder efter modningsfasens begyndelse.
Gælder også eksisterende projekter
De nye krav kommer ikke kun til at gælde fremtidige ansøgninger. Også projekter, der allerede står i kø hos Energinet, bliver omfattet.
Det har fået blandt andre Dansk Erhverv til at efterlyse overgangsregler, der beskytter virksomheder, som allerede har investeret i projekter efter de hidtidige regler.
Forsyningstilsynet vurderer imidlertid, at det er rimeligt at lade reglerne gælde alle projekter, så Energinet kan prioritere de mest modne uanset ansøgningstidspunkt.
- Kapaciteten i eltransmissionsnettet er knap, og kravene til modenhed og fremdrift er afgørende for, at de mest grydeklare projekter kan blive prioriteret og ikke risikerer at ligge i kø bag mindre modne projekter, siger Kim Willerslev Jakobsen.
Energinet er nu i gang med at beregne, hvilke elproducenter og elforbrugere der kan få kapacitet, når den første pulje efter planen fordeles i november.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.








































