Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Landmænd og andre lodsejere skal tænke sig grundigt om, inden de skriver under på en frivillig aftale med Energinet om etablering af nye højspændingskabler på deres ejendom.

Sådan lyder opfordringen fra rådgivningsselskabet Spiras, efter at Energinet har besluttet at tilbyde frivillige aftaler til de lodsejere, som bliver berørt af den kommende udbygning af elnettet mellem Aarhus og Aabenraa.

I de kommende år skal Energinet etablere nye 150 kV-jordkabler på strækningen, og det betyder, at en række landmænd kan få kabler ført gennem deres marker. Selvom lodsejerne får mulighed for at indgå en frivillig aftale om blandt andet kablernes placering og erstatning, er det ifølge Spiras vigtigt at være opmærksom på, at aftalerne kan få betydning for ejendommens anvendelse mange år frem.

- Selvom der er tale om en frivillig aftale, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad man skriver under på. Kablerne skal ligge der i mange år, og aftalen kan få betydning for, hvordan man fremover kan bruge sin jord. Derfor anbefaler vi, at man får aftalen gennemgået, inden man skriver under, siger jurist Ulla Eg fra Spiras.

Kan få betydning for brugen af jorden

De nye jordkabler skal være en del af den fremtidige elforsyning, og når de først er etableret, vil de ligge i jorden i mange år. For lodsejerne er det derfor ikke kun den umiddelbare erstatning, der er relevant.

Også de begrænsninger, som kablerne kan medføre for den fremtidige anvendelse af arealerne, kan få betydning. Det kan eksempelvis være relevant at få afklaret, hvilke restriktioner der kommer til at gælde for aktiviteter på og omkring kabeltracéet, og hvordan de vil påvirke driften af ejendommen.

Energinet har besluttet, at lodsejerne skal tilbydes frivillige aftaler frem for som udgangspunkt at lade Ekspropriationskommissionen fastsætte vilkår og erstatning. Det betyder, at de berørte lodsejere får mulighed for at gå i dialog med Energinet om både kablernes placering og de økonomiske og praktiske vilkår.

Erstatningen tager udgangspunkt i Landsaftalen mellem Landbrug & Fødevarer, Green Power Denmark og Energinet.

Et nej kan føre til ekspropriation

Selvom Energinet lægger op til frivillige aftaler, er det ikke ensbetydende med, at lodsejerne kan forhindre kablernes etablering ved at afvise tilbuddet. Hvis lodsejeren og Energinet ikke kan nå til enighed, fortsætter sagen i stedet gennem den almindelige ekspropriationsproces.

Her vil Ekspropriationskommissionen tage stilling til vilkårene og den erstatning, lodsejeren skal have. Lodsejerne har således mulighed for at sige nej til det konkrete tilbud, men det er ikke nødvendigvis det samme som at kunne afvise, at kablerne bliver lagt på ejendommen.

Netop derfor opfordrer Spiras de berørte lodsejere til at søge rådgivning, så de har et klart overblik over deres rettigheder og aftalens konsekvenser, inden de træffer en beslutning. De første henvendelser fra Energinet til lodsejerne ventes i første halvår af 2027.

Stort pres på elnettet

De nye højspændingskabler mellem Aarhus og Aabenraa er en del af den udbygning af elnettet, som skal skabe bedre kapacitet til den stigende elektrificering af samfundet. Energinet arbejder samtidig på at udnytte den eksisterende kapacitet i elnettet bedre.

Selskabet har således netop annonceret seks nye muligheder for såkaldt begrænset netadgang, hvor store elforbrugere og energiproducenter kan acceptere, at deres adgang til nettet begrænses i særligt belastede perioder.

Til gengæld kan de opnå lavere tariffer eller blive tilsluttet elnettet tidligere. Ifølge Energinets foreløbige beregninger kan alene det første nye netprodukt potentielt frigøre godt tre gigawatt kapacitet til elforbrug og knap fem gigawatt til elproduktion. Beregningerne er dog usikre.

De nye ordninger skal dermed bidrage til at skabe mere plads i det eksisterende elnet, mens udbygningen med nye kabelforbindelser skal øge den fysiske kapacitet.

Energi