Kartoffelavler Ole Rasmussen føler sig dårligt behandlet i forbindelse med anlægget af Baltic Pipe-gasledningen, der er voldsomt forsinket.
Ole Rasmussen er kartoffelavler i Holme-Olstrup. Men lige nu store dele af hans produktionsareal inddraget på grund af anlæggelsen af Baltic Pipe-ledningen. Og for Ole Rasmussen har det været en tvivlsom fornøjelse.
- Det har været dobbelt så galt, som vi havde forventet. I det store hele har de overhovedet ikke overholdt de præmisser, de selv havde lagt for dagen inden. De arealer, som der var blevet eksproprieret, er i dag tæt på det dobbelte af, hvad der først var lagt op til, siger Ole Rasmussen og uddyber:
- Undervejs har de været nødt til at lave om på nogle ting, og udvide på min jord. Jeg har tre små forpagtninger, hvor den også er kommet ind igennem, men der ligger den fint langs et gærde, men på mit eget areal går den skråt igennem, så der ødelægger den enormt meget af mit areal.
Fra 32 til 50-60 meter
På Ole Rasmussens egne jorde var der lagt op til, at der skulle eksproprieres 32 meter i bredden, men den plan viste sig ikke at holde.
- Først blev arealet på min mark udvidet til 38 meter, tre meter på hver sin side af volden, fordi der var sten, der rullede ud over volden i forbindelse med deres gravearbejde, og ind i kornet, siger Ole Rasmussen.
Men dermed var det ikke slut med udvidelserne, uddyber han.
- Da de havde lagt lednigen ned, fandt de ud af, at den ikke var langt nok nede, på grund af at motorvejen skulle igennem senere. Så gravede de den op igen, og så sagde arbejdstilsynet "hvis I skal lave et så dybt hul, må I ikke køre så tæt på". Så i stedet for 36 meter, så er den så nu nogle og 60 meter bred, lyder det fra Ole Rasmussen.
- De er jo ligeglade
Han har oplevet, at de mennesker, der har arbejdet på at lægge rørene i jorden, har været tunge at danse med, selv om man spurgte om lov til at udvide i den seneste ombæring.
- Men der er så et andet stykke, hvor de bare har lagt jorden ud uden at spørge, og ikke har flyttet muldjorden. Der kørte de bare oveni. Og det er et sted, hvor de kommer igennem med alt deres grej, og der har de kørt mange gange. Der har det været så blødt, at bare med larvefødder har de kørt over elkabler, siger Ole Rasmussen og fortsætter:
- De er jo ligeglade. De graver dræn over, de graver elkabler over, men de graver ikke fibernet over, for der passer de på. Men der er blevet gravet vandledninger over to gange, det samme med elkabler. Sådan går det hele tiden, siger han.
Kartoffelavleren er også frusteret over de forsinkelser, der har præget byggeriet.
- De regler, de selv har sat op, bliver ikke overholdt, og tidsfristen bliver jo slet ikke overholdt, siger han og uddyber:
- I sin tid sad de her hos mig og sagde »den 1. september er vi væk igen«. Og det var altså i 2020. Senere lød det, at det kunne være at det rykkede fristen til 15. september. Da de så kom tættere på, lød det så »Du kommer heller ikke til at høste næste år«. Sådan flyder det.
Skepsis om erstatninger
Oveni forsinkelserne har en undersøgelse fra Seges vist, at strukturskaderne på landbrugsjorden ville blive noget værre, end man først havde regnet med., og samtidig var erstatningssatserne ikke tidssvarende.
Det fik Energinet til at ændre i erstatningerne, så erstatningen for middelsvær strukturskade steg fra 2,05 til 3,95/4,54 kroner pr. kvadratmeter, og erstatningen for svær strukturskade steg fra 3,70 til 5,13 kroner pr. kvadratmeter. Men Ole Rasmussen tvivler på, at erstatningerne vil vise sig at stå mål med de tab, han kommer til at lide på grund af gasledningen.
- Nå jeg skal dyrke kartofler i 2022, tager det nok lang tid, inden kartoflerne kommer frem på de 50-60 meter, de har gravet så voldsomt i, sammenlignet med resten af min jord. Så for mig vil det sikkert få stor betydning, siger han.
Hos Energinet har projektleder Søren Juul Larsen beklaget forløbet hos Ole Rasmussen.
- Det er uacceptabelt, hvis det er sådan, at der er tilfælde, hvor vi har bredt os mere, end vi forudgående har haft en aftale med lodsejeren om. Og ved Ole Rasmussen ved vi, at det desværre har været tilfældet. Det undskylder vi og er også i gang med at snakke med ham om, siger Søren Juul Larsen til TV2 Øst.
Gasledningen er efter planen færdig i efteråret 2022.