Donerer stor hjælp til Ukraine
Ribe Biogas har valgt at donere deres 2 tons store 138 kW-nødstrømsgenerator til Ukraine, og mere er kommet med.

Torsdag havde de travlt på Ribe Biogas med at få gang i den gamle 138 kW-nødstrømsgernerator. Den har kørt 4.500 timer og har normalt en levetid på op til 20.000 timer.
Fredag kl. 11.30 ankom en lastbil fra organisationen Help Ukraine til Ribe Biogas, og det var ikke kun en høflighedsvisit.
Organisationen kom for at afhente en 2 tons stor 138 kW-nødstrømsgenerator, som Ribe Biogas har valgt at donere til det krigshærgede land, der i den seneste tid har været udsat for russiske millisangreb mod kritisk infrastruktur såsom varme-, vand- og el-forsyning. I Ukraine skal nødstrømsgeneratoren bruges på et hospital.
- Det hele var lidt af en tilfældighed. Vi sad til frokost og talte om, hvad vi skulle gøre med vores gamle generator. En foreslog, at den måske kunne leve sine sidste år i Ukraine. Og så fik vi ringet til den ukrainske ambassade. Og wupti var den afsat som en haster, fortæller Claus L. Mikkelsen, som er direktør hos Ribe Biogas A/S
Den ukrainske ambassade har foranlediget, at Help Ukraine har afhentet generatoren på en lastbil. Og det har givet ekstra travlhed på værkstedet hos Ribe Biogas. For generatoren skulle afsendes hurtigst muligt:
- Med få dages varsel skulle vores værksted sende en generator afsted, som ikke har kørt i tre år. Og det har krævet den store service. Kontrolboksen gik i stykker og kunne ikke fås som en reservedel – og så der var fuld panik på. Men JM Trykluft i Århus havde en liggende, som de endda donerede, og vi er heldigvis kørende igen, inden lastbilen fra Ukraine ankommer, fortæller Stefan Ø. Hansen, som er maskinmester på Ribe Biogas A/S.
Bidrag fra formand
Bestyrelsesformand hos Ribe Biogas A/S, Aage Lauritsen, har selv ukrainere ansat på sin gård nord for Ribe. Og under frokosten blev der talt om den generator, som Ribe Biogas har doneret:
- Jeg fandt da selv ud af, at jeg på min gård havde en 65 kW-nødstrømgenerator fra 1979 til montage på en traktor og en lille 15 KW-dieselgenerator. Dem mente mine ukrainske ansatte da skulle afsted sammen med den store generator, selv om de var gamle. Help Ukraine ville gerne have dem også, og kører dem til et værksted først. Så de er nu kørt ud på biogasanlægget og tages med til Ukraine. Jeg ved jo selv, at ukrainere er mestre i at få noget til at fungere, siger Aage Lauritzen, som driver et større landbrug nord for Ribe.