EU-chef: - Ulve er en reel fare

EU-landene bør gøre mere for at gribe ind overfor ulve, hvor det er nødvendigt, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Genkomsten af ulve flere steder i Europa har givet udfordringer flere steder, også i Danmark. Landmænd, der har oplevet ulveangreb på deres husdyr, især får, har ønsket bedre midler for at kunne imødegå konsekvenserne af ulveangreb, mens miljøorganisationer har peget på, at ulven er fredet i højeste klasse i EU, og at der bør være plads til det store rovdyr, også i Danmark.

Sagen har længe været en varm kartoffel, også på EU-plan, og mandag skete der nyt i sagen. EU-Kommissionen har således inviteret videnskabsfolk, lokalsamfund og andre interessenter til at indlevere data omkring forekomsten af ulve i EU-landene og den konsekvens, ulvene har haft for husdyr.

For ulven giver udfordringer. Det siger EU-Kommisionens formand, Ursula von der Leyen.

- Koncentrationen af ulve i Europa er blevet en reel fare for husdyr, og potentielt også mennesker i nogle regioner i Europa, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg opfordrer lokale og nationale myndigheder til at gøre noget ved problemet, når det er nødvendigt. Men faktisk er det også muligt under den nuværende lovgivning, siger von der Leyen.

Interesserede kan sende en mail til adressen ec-wolf-data-collection@ec.europa.eu. På baggrund af de data, der kommer ind, vil EU-Kommissionen komme med et forslag, der kan ændre på den fredningsstatus, som ulven har i dag, hvor det er nødvendigrt. Samtidig vil Kommissionen opdatere lovgivningen og gøre den mere fleksibel, end den er i dag.

Læs også