Egtved-baseret firma har gennem generationer produceret komponenter og hele anlæg til fodring af svin. Gennem årene er eksportandelen vokset betragteligt, og nu kan man finde de gule Daltec-wirer med eller uden rensebørster i alle afkroge af verden.
I næste uge mødes fagfolk fra hele verden til den store fagmesse EuroTier. I år går turen imidlertid ikke til Hannover, men ud på »nettet«, hvor EuroTier har arrangeret en virtuel messe, så producenterne kan præsentere deres produkter, landmændene holde sig opdateret og evt. møde producenterne interaktivt.
Christian Dall, som sammen med sin bror Michael Dall driver Daltec på Egtved-egnen, med speciale i udvikling og produktion af foderanlæg til landbrugs- og fiskeindustrien, har valgt at koble sig på arrangementet.
- Vi sælger langt den overvejende del af vores produkter og komplette anlæg til svinefodring på eksportmarkedet, så vi vil gerne »være til stede«. Dels håber vi, at kunderne vil se og læse noget om vores produkter. Dels håber vi, at nogle vil benytte sig af at kontakte os for et digitalt møde. Det skal nok blive spændende, vurderer han.
Voksende eksport
Daltec har gennem generationer produceret komponenter og hele anlæg til fodring af svin. Gennem årene er eksportandelen vokset betragteligt, og nu kan man finde de gule Daltec-wirer med eller uden rensebørster og Daltecs forskellige foderkasser og foderventiler i alle afkroge af verden, lige fra det amerikanske kontinent til Kina.
- Vi har altid haft fokus på enkle, brugervenlige komponenter og anlæg med høj kvalitet og lang levetid. Og de argumenter kan svineproducenter i hele verden nikke anerkendende til, fortæller Christian Dall.
Han mener imidlertid også, at løbende produktudvikling med fokus på kundernes behov er afgørende for, at et relativt lille, dansk firma kan begå sig blandt store internationale koncerner. Derfor har de to Dall-brødre fokus på tæt dialog med deres kunder og forhandlere.
En anden årsag er nærhed. Ikke altid rent geografisk men i form af at ledelsen er tæt på kunderne.
- Hos os kan man ringe direkte til mig eller min bror og diskutere ønsker og behov. Den direkte kontakt til beslutningstagerne er der ikke mange andre, der kan tilbyde, pointerer han.
Står selv bag softwareudvikling
Et eksempel på den direkte tilgang til tingene ses også i Daltecs afdeling for softwareudvikling og tilpasning. Det er en in-house kompetence, og er Michael Dalls speciale.
Han har udviklet Daltec Feed Assistant Online+ og PC-programmet Daltec System Manager og kender derfor alle koder og sammenhænge helt ned i detaljen.
Det gør videreudvikling hurtig, og som noget unikt kan man også indgå samarbejde med kunderne om individualiserede kundeløsninger ud fra en kendt »rygrad« i programmeringen. Daltec har produceret fodringsanlæg til bl.a. svineproduktion, kvæg, fjerkræ og fisk siden 1978.
l-l