Der blæste torsdag positive vinde over det danske aktiemarked, hvor Nordea steg en smule oven på offentliggørelsen af bankens regnskab for tredje kvartal.
Regnskabet indeholdt ifølge Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, både plusser og minusser. Tallene var stort set som ventet, men en ændret udbyttepolitik trak ned. Facit for banken blev dog en kursstigning på 0,2 pct. til 49,24 kr.
- Nu ser vi med spænding frem mod kapitalmarkedsdagen fredag, hvor vi får en forklaring på, hvordan de vil løfte deres egenkapitalforrentningen til 10 pct. i 2022, som satte et mål om i regnskabet, siger Martin Munk.
C25-indekset steg 0,2 pct. til 1144,58 med onsdagens topscorer, Pandora, i bund med et fald på 5,2 pct. til 318 kr.
Smykkekoncernen steg onsdag 16,1 pct. efter en positiv analyse fra Carnegie, men torsdag kom aktien altså lidt ned igen.
- Markedet lytter i øjeblikket meget til Carnegie på den front, men bevægelsen i går var rigtig kraftig, så jeg kan godt forstå, der er nogle, som tager stikket hjem på den kort bane, vurderer Martin Munk.
NNIT OG TOPDANMARK HVER SIN VEJ EFTER REGNSKAB
Flere andre selskaber var også aktuelle med regnskab torsdag - blandt andet NNIT, der blev belønnet med en kursstigning på 6,6 pct. til 82,20 kr.
Efter to nedjusteringer på stribe kunne it-selskabet melde om fremgang i tredje kvartal, hvor omsætningen steg til 763 mio. kr. fra 733 mio. kr. samme periode af sidste år. Bundlinjen voksede til 50 mio. kr. fra 48,4 mio. kr. i 2018.
Også Topdanmark kom med regnskab, og det kvitterede investorerne for ved at sende aktien ned med 2,1 pct. til 307,60 kr.
Forsikringskoncernen opjusterede i regnskabet for tredje kvartal sine forventning for den modelmæssige resultatprognose til 1300-1400 mio. kr. fra 1250-1350 mio. kr., mens bundlinjen var noget under det forventede.
Periodens resultat endte på 285 mio. kr., hvor analytikerne ifølge et estimat indsamlet af selskabet havde ventet 394 mio. kr.
NOVOZYMES STEG EFTER ANALYSE-NYT
Der var torsdag også flere analyseændringer at forholde sig til for investorerne.
Handelsbanken sænkede sit kursmål for Novozymes med 15 kr. til 260 kr., mens Danske Bank omvendt løftede sit med 10 pct. til 275 kr. Begge banker har dog stadig anbefalingen "sælg" af aktien, der torsdag steg 1,9 pct. til 310 kr.
Onsdag kom Ringkjøbing Landbobank med regnskab for tredje kvartal, og det fik torsdag ABG Sundal Collier til at sænke anbefaling af aktien til "sælg" fra "hold", mens kursmålet blev sænket til 445 k.r fra 455 kr. Aktien faldt 2,6 pct. til 458 kr.
Dantax, der som hovedaktivitet udvikler, markedsfører og sælger Hifi-udstyr, kom også med regnskab torsdag.
Omsætningen faldt i første kvartal af det skæve regnskabsår 2019/20 til 5,5 mio. kr. fra 6,6 mio. kr. året før, mens der på bundlinjen var et underskud på 0,2 mio. kr. mod et plus på 1,1 mio. kr. sidste år. Aktien faldt 3,9 pct. til 294 kr.
Torsdag nedjusterede Scandinavian Brake Systems (SBS) sine forventninger til årets resultat efter en forværring af afsætningskonjunkturen på det europæiske marked for bilreservedele. SBS-aktien lukkede dog 0,5 pct. højere i 18,90 kr.