Ny digital platform
Din Lokale Bod skal bringe producenter og forbrugere tættere sammen.

Mathias Faulkner, stifter og udvikler af Din Lokale Bod.
En ny digital platform har set dagens lys. Målet er at skabe en direkte forbindelse mellem lokale producenter og forbrugere, som ønsker friske danske kvalitetsfødevarer med kendt oprindelse.
Bag platformen står softwareudvikler og ingeniør Mathias Faulkner fra Vodskov ved Aalborg. Med appen »Din Lokale Bod« ønsker han at gøre det lettere for forbrugerne at finde lokale producenter af blandt andet frugt, grøntsager, kød, æg, honning, juletræer og andre danskproducerede varer.
- Jeg har altid været glad for naturen og synes, det er tilfredsstillende at tilberede og spise mad, man selv har produceret. Det er noget særligt at kunne besøge den lokale producent og købe varer direkte fra mennesker, man kender og har tillid til, fortæller Mathias Faulkner.
Idéen til appen opstod kort efter, at familien i 2021 flyttede til en mindre by uden for Aalborg.
- Jeg faldt over en lokal vej bod og begyndte at tænke over, hvor svært det egentlig kan være at finde lokale producenter, hvis man ikke kender området. Som softwareudvikler begyndte jeg derfor at bygge en løsning, der kunne gøre det nemmere at finde lokale producenter og vejboder.
Ny sjællandsk medejer
For nylig er Erik Dalsro Jørgensen blevet medejer og partner i projektet.
- Erik bidrager ikke alene med kapital, men også med mange års erfaring med direkte salg af fødevarer til forbrugerne. Han har en stor forståelse for kulturen omkring lokalt producerede fødevarer og de værdier, der følger med. Derfor er han et rigtig godt match til projektet, siger Mathias Faulkner.
Erik Dalsro Jørgensen, der er fjerde generation på familiens landbrug ved Kirke Hyllinge i Hornsherred, har i næsten fire årtier dyrket og solgt tidlige kartofler direkte til forbrugerne.
- Jeg har i mange år ment, at der mangler en platform som denne. Når man sælger direkte til forbrugeren, oplever man en helt anden kontakt, og en større del af værdien bliver hos producenten. Det gavner både landmanden og forbrugeren, siger Erik Dalsro Jørgensen og fortsætter:
- Landmandens andel af forbrugerkronen er gennem mange år blevet mindre. De seneste tal viser, at for hver krone der sælges for i detailhandlen, havner kun de 20 øre i landmandens lomme.
Fællesskab om lokale fødevarer
»Din Lokale Bod« er gratis at benytte for både producenter og forbrugere, og målet er at få så mange producenter som muligt til at oprette sig på platformen.
- Jo flere producenter der er med, desto mere attraktiv bliver platformen for forbrugerne. Vi håber, mange vil være med fra starten og være med til at skabe et stærkt fællesskab omkring lokale fødevarer, siger Mathias Faulkner.
Han håber samtidig, at den direkte handel kan skabe værdi for begge parter.
- Når vi forkorter vejen fra producent til forbruger, burde der være plads til, at både producenten får en bedre betaling for sine varer, og at forbrugeren får adgang til friske kvalitetsprodukter til en attraktiv pris.






































