Griseproducent har fået flere indskærpelser for overproduktion
Ifølge TV 2 Fyn har Rubenlund Agro gennem flere år fået indskærpelser for overproduktion og miljøforhold. Svendborgs borgmester efterlyser nu politisk debat om reglerne for udvidelser af husdyrproduktion.

Arkivfoto
TV 2 Fyn skriver, at Rubenlund Agro, ejet af viceformand i Landbrug & Fødevarer og formand for Danske Svineslagterier, Ulrik Bremholm, gennem flere år har fået indskærpelser for overproduktion af grise og flere miljøforhold.
Ifølge mediet har Svendborg Kommune i en afgørelse fra februar 2025 vurderet, at der fra 2019 til 2024 blev produceret, hvad der svarer til 52 procent flere dyreenheder end tilladt på en ejendom på Skovballevej på Tåsinge. Kommunen vurderede samtidig, at overproduktionen i 2024 til 2025 lå på 19 procent, blandt andet som følge af højere slagtevægte. Kommunen har efterfølgende opfordret virksomheden til at indsende en ny ansøgning om miljøgodkendelse.
TV 2 Fyn beskriver også, at Rubenlund Agro fra 2017 til 2019 fik indskærpelser for overproduktion på en ejendom på Nedergårdsvej i Tranekær. Ifølge aktindsigten blev forholdene lovliggjort i 2020 efter dialog med myndighederne.
Afviser, at det er let
Svendborgs borgmester, Bo Hansen, siger til TV 2 Fyn, at kommunerne administrerer de gældende regler og derfor kun kan afvise projekter, hvis krav om blandt andet afstande og ammoniakudledning ikke er overholdt.
- Vi har en lov, der er meget fordelagtig for landmændene, når de vil udvide, siger borgmesteren.
TV 2 Fyn skriver videre, at miljømyndighederne også har givet indskærpelser om blandt andet manglende overdækning af gylletanke, manglende dykkede indløbsrør og mulige støjgener på flere adresser tilknyttet virksomheden.
Ifølge mediet har Ulrik Bremholm i et skriftligt svar til Politiken afvist, at det er let for landmænd at udvide produktionen. Han peger blandt andet på lange sagsbehandlingstider og flere høringsrunder.





































