Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Raps er en af Europas vigtigste proteinafgrøder, men anvendelsen i smågrisefoder er fortsat begrænset. Det skal det nye GUDP-støttede projekt RaTaPro undersøge mulighederne for at ændre, oplyser Fermentationexperts i en pressemeddelelse.

Ved at udvikle et fermenteret protein baseret på raps og tang og dokumentere proteinets ernæringsmæssige værdi og effekt hos smågrise skal projektet undersøge, om europæisk raps kan få større værdi som proteinkilde i smågrisefoder. Målet er at skabe et dokumenteret alternativ til importeret sojaprotein baseret på europæiske råvarer.

Bag projektet står Ocean Rainforest, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og Fermentationexperts. Partnerne bidrager med ekspertise inden for produktion, fermentering og opskalering af raps og tang samt undersøgelser af sundhed, fordøjelighed, emissioner og produktivitet hos smågrise.

Tilsammen modtager de 10,9 millioner kroner i støtte fra GUDP over en projektperiode på knap fire år.

Skal erstatte en del af sojaproteinet

I dag importeres store mængder sojaprotein til europæisk husdyrproduktion. Projektet skal undersøge, om raps og tang kan blive et konkurrencedygtigt europæisk alternativ til en del af sojaproteinet i smågrisefoder.

Samtidig produceres betydelige mængder raps i Danmark og resten af EU. Rapsfrø anvendes til produktion af olie, mens restproduktet ifølge pressemeddelelsen primært bruges i foder til kvæg.

RaTaPro skal dokumentere, om fermenteret raps, dyrket sukkertang og vildthøstet grisetang tilsammen kan erstatte en del af sojaproteinet i smågrisefoder og samtidig opretholde produktiviteten, reducere klimaaftrykket fra foderet og understøtte smågrisenes sundhed.

- Fremtidens foderråvarer handler ikke kun om proteinindhold, men også om, hvor effektivt næringsstofferne kan udnyttes af grisene. Med RaTaPro undersøger vi, hvordan fermentering kan øge værdien af europæisk raps og tang og samtidig understøtte smågrisenes tarmsundhed og robusthed, siger Pia Sørensen, Nutrition Development Director hos Fermentationexperts.

Raps og tang skal testes i kombination

Ifølge pressemeddelelsen bygger projektet på eksisterende viden om, at fermentering af rapsskrå kan nedbryde de naturlige stoffer, der hæmmer optagelsen af næringsstoffer, og dermed forbedre proteinets fordøjelighed. Samtidig skal tang bidrage med bioaktive stoffer, der potentielt kan understøtte tarmfunktion og sundhed hos smågrise, særligt i perioden omkring fravænning.

Kombinationen af raps og tang skal undersøges i en række forsøg med henblik på at identificere den optimale sammensætning og de optimale fermenteringsbetingelser.

Som en central del af projektet gennemføres fordøjeligheds- og emissionsforsøg samt sundhedsundersøgelser hos Aarhus Universitet i Viborg – Forskningscenter Foulum, mens produktivitetsforsøg gennemføres under kommercielle forhold på en grisebedrift.

Forsøgene skal evaluere det fermenterede proteins effekt på tilvækst, foderudnyttelse og sundhed hos smågrise sammenlignet med de sojaproteinkilder, der i dag anvendes i smågrisefoder.

Klima og miljø skal også undersøges

Projektet omfatter desuden livscyklusvurderinger (LCA), som skal kvantificere de klima- og miljømæssige effekter af delvist at erstatte sojaprotein med europæisk produceret raps og tang. Beregningerne skal give foderproducenter, rådgivere og griseproducenter et grundlag for at vurdere løsningens potentiale.

- Projektets styrke er, at vi kombinerer udvikling af nye foderingredienser med dokumentation under både kontrollerede og kommercielle forhold. Målet er ikke blot at udvikle et alternativ til soja, men også at dokumentere, hvordan europæisk raps kan bidrage til fremtidens bæredygtige proteinforsyning til smågrise, siger Jan Værum Nørgaard, professor ved Aarhus Universitet.

Hvis projektet lykkes, er ambitionen at skabe et nyt marked for europæisk raps som proteinkilde til smågrisefoder.

Ved projektets afslutning er målet, at det nye fermenterede protein er dokumenteret under kommercielle forhold og er klar til produktion til danske og europæiske grise.

Fakta om RaTaPro

  • RaTaPro er et akronym for Fermenteret raps og tang som alternativ proteinkilde til smågrise
  • Modtager 10,9 millioner kroner i støtte fra GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram)
  • Udvikler og dokumenterer et fermenteret protein baseret på raps og tang til smågrise
  • Skal skabe et dokumenteret og konkurrencedygtigt europæisk alternativ til importeret sojaprotein
  • Projektpartnere: Fermentationexperts, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Ocean Rainforest
  • Projektperiode: 1. oktober 2026 til 30. juni 2030

Kilde: Fermentationexperts

Grise