Undgå at tage mund- og klovesyge og ASF med hjem fra ferie
Udbrud af mund- og klovesyge og afrikansk svinepest i Europa understreger behovet for smittebeskyttelse, når griseproducenter og medarbejdere vender hjem fra udlandsrejser. Det påpeger L&F Sektor for Gris.

Efter udlandsrejser skal karantænetiden overholdes, inden arbejdet i besætningen genoptages. Bad samt skift af tøj og fodtøj er også en del af smittebeskyttelsen, understreger L&F Sektor for Gris. Arkivfoto: Morten Ipsen
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Ferie i udlandet kræver ekstra opmærksomhed på smittebeskyttelsen, før griseproducenter og medarbejdere igen går ind i besætningen.
Det understreger L&F Sektor for Gris i en meddelelse med en række råd om at undgå at bringe smitte med hjem.
Der har været udbrud af afrikansk svinepest, ASF, i Spanien, ligesom der er konstateret mund- og klovesyge på den græske ø Lesbos og på Cypern.
Hvis sygdommene rammer Danmark, kan det få alvorlige konsekvenser for dansk landbrug både økonomisk og for dyrevelfærden. Derfor er det ifølge L&F Sektor for Gris afgørende, at griseproducenter tager deres forholdsregler, særligt i forbindelse med udlandsrejser.
Opmærksomhed på madvarer
Smittebeskyttelsen omfatter også de madvarer, der bliver taget med på arbejde. L&F Sektor for Gris anbefaler, at der kun medbringes mad til frokoststuen, som er købt i en dansk butik.
For besætningsejere kan det være relevant at indføre en frokostordning eller selv at købe pålæg til medarbejderne. Det kan bidrage til at undgå, at medarbejderne tager pålæg med, som ikke lever op til smittebeskyttelseskravene.
Smittebeskyttelse ved udlandsrejser
- Som udgangspunkt skal der gå mindst 48 timer fra indrejse til Danmark, før der er adgang til besætningsområdet
- Ved hjemkomst fra et EU-land, undtagen Cypern og Lesbos, eller fra Norge, Island, Liechtenstein, Schweiz, Færøerne, Grønland eller England er 24 timers karantæne tilstrækkelig
- Der skal være taget mindst ét bad inden besætningskontakt, og tøj og sko skal skiftes inden adgang til besætningen
- Der må ikke medbringes madvarer med ikke-varmebehandlet kød sydfra – fjerkræ er undtaget
- Det anbefales kun at medbringe mad til frokoststuen, som er købt i en dansk butik
- Efter jagt i udlandet skal tøj og støvler vaskes grundigt – ved jagt i lande med udbrud kan det være relevant at købe støvler, som kasseres inden hjemrejsen
- Der bør være ekstra opmærksomhed på fodtøj ved rejser i lande, der er ramt af smitte
- Vaskecertifikatet på transportørens vogn skal altid tjekkes
Kilde: L&F Sektor for Gris
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































