Det er omskifteligt vejr, den dag avisen besøger Lise-Lotte og Martin Phillip.

- Fuldstændig som på Island, siger Martin Phillip, da vi vender dagens både sol, hagl, sne og regn, mens han fortæller, at de har boet to år på den grønne ø.

- Det var vi meget glade for, og lige siden har vi faktisk drømt om at bo i et lille ø-samfund igen. Det realiserer vi nu, hvor vi har besluttet os for at sælge gården her i Sallinge og flytter til Strynø.

 

Drøm om at være selvforsynende

Frem til nu og de seneste 17 år har gården i Sallinge dog været en fantastisk ramme om deres liv.

- Vi har været meget glade for at bo her, og har fået en anden af vores drømme opfyldt her på matriklen, lyder det samstemmigt fra både Martin og Lise-Lotte Phillip, der siden 2018 har haft »Gårdbutikken Birkholm«.

Gården i Sallinge blev købt med henblik på at være selvforsynende. Det er de stort set i dag, og mangler kun mælkeprodukterne i deres produktion.

- Vi nyder at lægge en masse energi og passion i at producere vores egne produkter. Og vi bilder os da også ind, at det smager meget bedre, end det vi kan købe i supermarkederne, siger Martin Phillip.

 

Der laves marmelader fra egen avl og honning fra egne bier.

Der laves marmelader fra egen avl og honning fra egne bier.

Værdsættes af andre

Den holdning deler de med flere af deres kunder, og gårdbutikken blev en realitet, da flere venner og bekendte efterspurgte at få del i de hjemmedyrkede produkter.

- Det faldt naturligt for os, når vi oplevede vores gæster være begejstrede for det, vi serverede for dem.

- For en ting er at lægge en masse kræfter og passion i noget og bagefter nyde resultatet af ens egne producerede produkter. Det er helt fantastisk og noget, vi altid har nydt meget. Noget helt andet er at dele oplevelsen med andre. Det, fandt vi hurtigt ud af, var mindst lige så givende, og gør det værd at bruge kræfter på. At det, man brænder for og lægger rigtigt meget i, også værdsættes af andre.

Efter utallige opfordringer tog Lise-Lotte og Martin Phillip derfor beslutningen om at åbne »Gårdbutikken Birkholm«.

 

 

Får og ænder

Da avisen besøger ejendommen, er de sortbrogede dansk landrace grise netop taget ud af produktionen.

- Da vi gerne vil sælge, ønsker vi ikke at stå med en produktion, vi ikke kan komme af med på en ordentlig måde. Vi har været meget glade for grisene, men nu er tiden kommet til noget andet, lyder det.

Der er dog stadig både ænder og får på ejendommen, ligesom urtehave og frugttræer og buske står klar til rigtigt at komme i gang, når varmen og foråret for alvor tager fart (avisen besøgte ejendommen lige inden påske, red.).

 

Stor urtehave

- Vi plukker altid bær til fryseren, så der kan laves marmelader året rundt, men ellers forsøger vi at have stor fokus på, hvad der er aktuelt for sæsonen. Urtehaven rummer alt fra kartofler og jordbær til gulerødder, pastinakker, kål, ærter, majs, porrer og krydderurter til hver en anledning, lover Lise-Lotte Phillip.

- Vi er begge uddannede gartnere i drivhus. Det fornægter sig ikke, smiler Martin Phillip og påpeger, at han også nyder at forsøge sig frem med forskellige blomster, træer og hvad der ellers kommer dumpende hans vej.

 

Urtehaven, som den så ud i påsken. Snart bugner den af ikke bare kartofler, men også gulerødder, pastinak, kål, ærter, majs, krydderurter og meget mere.

Urtehaven, som den så ud i påsken. Snart bugner den af ikke bare kartofler, men også gulerødder, pastinak, kål, ærter, majs, krydderurter og meget mere.

Billig hobby

- Lige nu har jeg gang i verdens hurtigst voksende træ – et Paulowia træ. Det, synes jeg, er rigtigt sjovt. Det var også sådan, jeg fik lavet vores hæk i indkørslen. Det er en paradisæblehæk sået som frø.

- Jeg køber for 100 kroner frø og prøver mig frem med lidt forskelligt. Det er en billig hobby, lyder det med et engagement, der ikke fornægter sig.

Lise-Lotte og Martin Phillip har boet på ejendommen i Sallinge de sidste 17 år. I 2018 etablerede de gårdbutik, som de passer ved siden af deres respektive jobs som køkkenassistent og hegnsmand.

Lise-Lotte og Martin Phillip har boet på ejendommen i Sallinge de sidste 17 år. I 2018 etablerede de gårdbutik, som de passer ved siden af deres respektive jobs som køkkenassistent og hegnsmand.

Eneste dansk registrerede fårerace

Når ikke tiden bruges i haven, skal de 24 moderfår med lam passes.

- Vi har haft får siden 2010. De er af racen Såne, der er den eneste dansk registrerede race i verden, fortæller Lise-Lotte Phillip.

- Vi valgte dem, fordi de er fremavlet til at passe ind til det danske klima. Den tanke kan vi godt lide.

Lammene slagtes omkring syv måneders alderen og klippes cirka en gang årligt, når de kommer ind til efteråret. Kødet sælges fra gårdbutikken.

- Vi beholder lam, så vi hele tiden har en god bestand af mødre. Det ældste af fårene, vi har i dag, er omkring syv år.

Ifølge Lise-Lotte Phillip er får det nemmeste dyr at passe. Sammenlignet med frilandsgrisene, de havde indtil for nylig, kræver de ingen ting.

- Selvfølgelig skal de ses til og fodres. Men nemme, det er de, siger hun.

 

24 moderfår af racen Såne.

24 moderfår af racen Såne.

Kan ikke undvære markeder

Udover salg gennem gårdbutikken, nyder Lise-Lotte og Martin Phillip også at deltage på markeder.

- Dem kan vi slet ikke undvære, siger Martin Phillip.

- Når vi har været afsted, kan vi tydeligt mærke det. Vi sælger godt på markederne, og interessen for vores varer stiger efterfølgende. Når først vi har fået kontakt gennem et marked, så kommer kunderne igen og igen. Det er en stor fornøjelse.

Strynø venter

Strynø - Årets ø i 2022 - har også ramt Lise-Lotte og Martin Phillip lige i hjertet.

- Jeg var derovre i forbindelse med mit arbejde hos Pit-hegn og så et »Til salg-skilt«.

- Der var huset, vi har drømt om, siden vi boede to år på Island, fortæller Martin Phillip.

- Tanken om, at det er nødvendigt at hjælpe hinanden, tiltaler os.

- At der er talrige foreninger og et utal af nationaliteter på øen med mottoet: »Vi er forskellige, men passer sammen«, det kan vi godt lide.

- Så når gården her er solgt, flytter vi forhåbentlig ind i det hus, vi har udset os – et lille husmandssted med 7,5 hektar og kun 250 meter til stranden. Så er planen, at der med tiden skal etableres ferielejligheder – og gårdbutikken flytter vi selvfølgelig med, garanterer Lise-Lotte og Martin Phillip.

(Urte)Haven indeholder:

Kartofler

Jordbær

Gulerødder

Pastinakker

Kål

Ærter

Majs

Krydderurter

Porrer

Bærbukse

Blomster

Træer