- Det er sjovt at have en hund, der løser en svær opgave

Tre hunde af racen Breton fylder sofaen i privaten og en stor del af fritiden hos Benny Kuhlmann. Herunder med jagtoplevelser, han ikke ville være foruden.

Dudi og Dolly hopper glade op og ned ad døren inde fra værkstedet, når man træder ind i butikken »Kuhlmann Fritid & Cykler« i Bogense.

Selvom ejer Benny Kuhlmann bor lige oven på butikken, er de med i butik og værksted, og nyder det flow, der gennem dagen er i en sådan butik.

- Sådan har det altid været. De er jo en del af det. Dog har jeg også Aggi, og hun befinder sig altså bedst oppe i lejligheden, så der ligger hun i sofaen, indtil vi kommer retur og forstyrrer hende, smiler Benny Kuhlmann og påpeger familierelationen.

- Hernede har vi mormor og barnebarn på 9 og 3 år. Ovenpå ligger mor på 7 år. Så jeg har tre generationer under samme tag – af egen avl.

 

Avl til eget brug

Benny Kuhlmann, der står bag Kennel Kuhlmann, har genne årene fået fire kuld med to forskellige tæver.

- Det har stort set kun været til egen avl, men det sjove ved at have en tæve er jo netop, at når man har en linje og en egenskab ved hunden, som man gerne vil bevare, så kan man selv vælge den hanhund, man forventer supplerer godt.

- Og det synes jeg da heldigvis, at der er kommet nogle gode hvalpe ud af. Blandt andet Dolly, der er den yngste på tre år og som indtil videre viser gode takter til at blive en af de bedre jagthunde.

 

Opvokset med Breton

Benny Kuhlmann har haft jagthunde af racen Breton siden 1983, hvilket vil sige stort set hele hans liv (han er født i 1982, red.).

- Mine forældre havde Breton, så jeg er vokset op med racen. Da min far så desværre dør i 2002, overtager jeg de tre hunde, han brugte til jagt. Og siden er interessen så bare vokset.

En Breton er en stående jagthund, og det er især personligheden i racen og det, at den også er en god familiehund og kan finde ro i sofaen i stuen, der tiltaler Benny Kuhlmann.

- Det at hunden venter på en kommando og kan klare svære apporteringer, fordi den også rummer en stor andel af selvstændighed, det fascinerer mig. Det er sjovt at have en hund, der kan løse en svær opgave, andre hunde måske ikke lige kan.

 

Oplevelsen med hunden vigtigst

At gå på jagt med en hund giver, ifølge Benny Kuhlmann, andre oplevelser, end hvis man ikke havde hunden med.

- Man får nogle andre historier, når man har hund, siger han.

- Ofte handler jagthistorier om, hvordan en hund har løst en svær opgave. Det er langt oftere dér, fokus er, end at der var en fugl, der var svær at skyde. Det er oplevelsen med hunden. Al træningen og når det så lykkes. Det er det, der er den unikke oplevelse.

 

Agerhøns til træning

Benny Kuhlmann fremhæver også glæden ved, når jagtsæsonen er slut, at kigge efter agerhønepar.

- Der træner vi hunden i at finde fuglen og forholde sig i ro. Og det er sjovt at øve, også selvom man ikke nødvendigvis skal bevise sit værd til en markprøve.

Den engagerede jæger mindes det år, hvor han med hundens hjælp, fandt hele 30 forskellige sæt agerhøns, i perioden hvor de parrede ud, på et afgrænset markareal.

- Jo flere agerhøns som i foråret er at finde som singler eller parhøns, jo bedre terræn har du. Så når vi finder mange i perioden, hvor de parrer ud, så ved man, at det er et fint stykke jagt, understreger han.

Benny Kuhlmann og jagtkammeraterne sætter primært agerhøns ud for stand og for træning.

- Vi skyder ikke på dem i sæson. Men hundene skal jo have træning på fugle, for at lære at behandle fugle, siger han.

Dansk Bretonklub

Benny Kuhlmann er medlem af Dansk Bretonklub primært på grund af fællesskabet.

- Her i Bogense er vi en 5-6 Breton-ejere, der også går på jagt sammen. Men set i det store billede af jagthunde, er racen ikke så udbredt. Derfor er det rart at kunne samles med andre med samme interesse i Dansk Bretonklub.

- Jeg har påtaget mig jobbet som kasserer i klubben. Der var behov for det på daværende tidspunkt, og det er rart at hjælpe, hvor man kan.

Breton - jagthunden

Bretonen stammer fra det centrale Bretagne i Frankrig, hvor den i mange hundrede år har været en meget populær jagthund. Bretonen skal her klare sig i det barske landskab med masser af tornekrat og mosehuller. Bretonen er især kendt for jagt på snepper.
Bretonen er en let og livlig hund, kendetegnet ved dens store jagtlyst. Den er en eminent fuglefinder, en god apportør på land og i vand, er dresserbar og har et godt sindelag. Bretonen må kategoriseres som en mellemstor hund, med målene for tæver på 47 cm - 50 cm og for hanner 48 cm - 51 cm. Bretonen skal være kompakt og kvadratisk.
Netop alsidigheden og bretonens sindelag har gjort den populær hos mange danske jægere og deres familier.

Kilde: Dansk Bretonklub

Læs også