Toppolitiker kræver Gæmelke og Bremholms afgang efter TV 2-afsløringer
Det skal ikke være muligt for to profiler i Landbrug & Fødevarer at blive siddende på deres poster, mener Franciska Rosenkilde (ALT).

Spørger man Franciska Rosenkilde, har man et ekstra ansvar, når man sidder på toppen af en industri. Foto: Mariasattrup
Hans Christian Gæmelke, der er formand for Landbrug & Fødevarer Gris, og Ulrik Bremholm, der er viceformand hos Landbrug og Fødevarer og næstformand i Danish Crown, kan ikke blive siddende på deres poster.
Det mener den politiske leder i Alternativet, Franciska Rosenkilde. Det skriver TV 2.
Ifølge artiklen er hun forarget over, at landbrugsprofilerne »ifølge flere eksperter ikke overholder lovgivningen og god dyrevelfærd«.
- Det er jo interessant, at landbruget mange gange er blevet afsløret og har sagt, at det bare er brodne kar. Nu viser den her dokumentar så, at det også er i toppen af landbruget. Det sætter det jo i et noget andet lys, og det skal have en konsekvens, siger hun til mediet.
Det fremgår desuden af nyheden, at Franciska Rosenkilde har indkaldt fødevareminister Jacob Jensen (V) i samråd om sagen.







































