Nu skal der kabler i jorden - på Sjælland
I løbet af denne måned begynder Energinet at forny 20 kilometer kabler nord for København. De nye kabler skal i jorden, og bliver samtidig øget i kapacitet. Desuden skal de gamle master fjernes.

De første underboringer på den nye kabelforbindelse går i gang i næste måned, oplyser Energinet. Foto: Energinet
Der går ikke længe, inden der bliver kørt store maskiner med kabeltromler ind i landskabet mellem Hørsholm og Helsingør nord for København. De skal i løbet af i år etablere en ny 132 kV kabelforbindelse mellem Teglstrupgård ved Helsingør og Stasevang ved Hørsholm. Det oplyser Energinet i en pressemeddelelse.
Den cirka 20 kilometer lange strækning skal erstatte den eksisterende luftledning med nye og mere kraftige jordkabler. Formålet er at øge kapaciteten og styrke forsyningssikkerheden i Østdanmark. Samtidig fjernes de nuværende elmaster og luftledninger, når det nye anlæg er sat i drift.
Projektleder Mikkel Toft fra Energinet, der er ansvarlig for den nye forbindelse, erkender, at arbejdet vil kunne mærkes lokalt:
- Vi ved godt, at vores kabelarbejde påvirker mange mennesker dér, hvor vi arbejder. Men arbejdet er planlagt, så vi generer vores omgivelser i så kort en periode som muligt, og vi informerer løbende om projektet, siger han.
Starter snart
I denne måned begynder hovedentreprenøren Per Aarsleff A/S sammen med datterselskaber at forberede en række underboringer. Kablerne skal føres under veje, vandløb og naturområder, og i den forbindelse lægges der blandt andet køreplader ud og opsættes paddehegn for at beskytte dyrelivet.
De første egentlige underboringer starter i marts ved Teglstrupgård. Herefter fortsætter arbejdet flere steder langs strækningen gennem foråret og resten af året. Visse boringer udføres kun på bestemte tidspunkter af hensyn til miljø og natur, og i nogle tilfælde afventer arbejdet adgangsaftaler med lodsejere.
Selve kabeludgravningerne på de lange, lige strækninger begynder efter sommeren 2026. Her vil arbejdet typisk foregå på marker og i åbent terræn – og dermed også på landbrugsjord.
Entreprenøren har valgt at benytte en såkaldt gravekasse, hvor sand, kabler og dækbånd lægges i kabelgraven i én samlet arbejdsgang. Det betyder, at udgravningen kun står åben i korte sektioner ad gangen.

Som det fremgår af kortet her, bliver den nye ledning rykket mod øst, og bliver dermed mere bynær.
Tager hensyn til lodsejere
Ifølge projektchef Henrik Rahbek fra Per Aarsleff A/S er metoden både hurtigere og mere skånsom.
- Ved at bruge gravekasse begrænser vi den periode, hvor en udgravning står åben. Det er til gavn for dyrelivet, lodsejerne og fritidsbrugerne, siger han.
For de berørte landmænd betyder projektet midlertidige indgreb i dyrkningsfladen og behov for koordinering omkring adgangsforhold, jordhåndtering og genetablering. Energinet oplyser, at der indgås individuelle aftaler med lodsejere om adgang og erstatning.
Varer cirka et år
Arbejdet med selve kabellægningen forventes afsluttet i foråret 2027. Parallelt moderniseres Stasevang Højspændingsstation, hvor der i 2027 blandt andet opføres en ny stationsbygning. Indtil den står færdig, tilsluttes den nye kabelforbindelse midlertidigt den eksisterende station.
Når den nye forbindelse er sat i drift, kan de gamle 132 kV luftledninger og master fjernes. Nedtagningen forventes at ske fra 2027 og frem til senest 2029.
Projektet er en del af Folketingets forskønnelsesplan, hvor udvalgte luftledninger i Danmark erstattes af jordkabler. Dermed styrkes elnettet, samtidig med at landskabet friholdes for master og ledninger – et forhold, der både har betydning for rekreative områder og for landbrugets driftsforhold i det åbne land.






































