Med rødder i mere end 140 års uddannelsestradition tager Dalum Landbrugsskole nu et nyt skridt og har lanceret Dalum Akademi – et kompetenceudviklingscenter målrettet hele landbrugserhvervet.

- Akademiet bygger på skolens stærke faglige fundament, men retter blikket mod fremtiden, fortæller Lene Brandenborg, der er koordinator og underviser i ledelse på Dalum Akademi.

Ambitionen er at samle nyeste viden, stærke netværk og målrettede udviklingsforløb, der kan give fagfolk i både primær- og følgeerhvervet et forspring i en branche præget af hastige forandringer, bæredygtighedskrav og øget kompleksitet.

Visionen er således klar: Dalum Akademi skal være det foretrukne kompetenceudviklingscenter for landbruget – et sted, hvor tradition og fornyelse mødes, og hvor fremtidens ledere formes gennem viden, netværk og mod.

Fem dages lederkursus

Lene Brandenborg gør også opmærksom på, at akademiet vil tilbyde efteruddannelse og udviklingsforløb, der matcher de krav, som moderne landbrug står over for.

- Fremtidens ledere skal kunne navigere i komplekse produktionsmiljøer og en globaliseret fødevaresektor, samtidig med at de håndterer stigende dokumentations- og bæredygtighedskrav, forklarer hun.

Her skal Dalum Akademi fungere som platform for samarbejde mellem primærproducenter, virksomheder, finanssektor, kommuner og ministerier – med den grønne trepart som strategisk omdrejningspunkt.

Et af de første konkrete tilbud er et fem dages lederkursus målrettet både nuværende og kommende ledere. Der er endnu ikke fastlagte datoer til kurset, der henvender sig til dem, der ønsker større indsigt i egen ledelsesstil og nye værktøjer til at udvikle medarbejdere og virksomhed.

Samtidig er netværket en central del af forløbet, hvor deltagerne får mulighed for at dele erfaringer og hente inspiration fra andre i branchen.

Dalum Akademi åbner også for partnerskaber med virksomheder, der ønsker at tage aktiv del i udviklingen af fremtidens landbrug.

- Som partner bliver man en del af et fagligt og innovativt fællesskab med adgang til kompetenceudvikling, ny viden og tæt kontakt til kommende talenter, fortæller Lene Brandenborg.