Nekrolog: En stor personlighed er gået bort
Den tidligere mangeårige formand for DLF, Benny Kirkebække Christensen, er død. Han blev 77 år.

Benny Kirkebække Christensen blev 77 år. Arkivfoto
Redaktionen har modtaget følgende:
Efter et kort sygdomsforløb er godsejer Benny Kirkebække Christensen afgået ved døden, 77 år gammel.
Benny Kirkebække Christensen havde på mange felter enestående store evner som livet igennem blev forenet med meget stor flid – og Benny ville nok her med et glimt i øjet tilføje: »Og med nøjsomhed!«. En meget stor landbrugsfaglig indsigt blev skabt gennem konstante studier af faglitteratur, stor nysgerrighed og en stor evne til at omsætte viden og idéer til praktisk landbrugsdrift – med særdeles flotte resultater.
I 1973 blev han gift med Lisbeth og frem til 1980 opbyggede parret en landbrugsbedrift på Sjælland på Bennys hjemegn omkring Slagelse. Der var interessante muligheder i Jylland og fra 1980 blev denne landsdel udgangspunkt for landbrugsvirksomheden. Først på Viumgård i Vestjylland og fra 1984 på Julianeholm på Djursland. I 1994 blev naboejendommen Hevringholm Gods erhvervet, og det har siden været bopæl for Lisbeth og Benny.
Planteavlslandbruget på Hevringholm er uden nogen overdrivelse ét af de fremmeste mønsterlandbrug i Danmark. Forholdet mellem brug af indsatsfaktorer og udbytter har været optimalt – og det at omsætte stor viden til praktiske resultater på forskellige jordtyper var blandt Bennys styrker – kombineret med en meget stor arbejdsindsats – og en evne til at knytte rigtigt mange dygtige medarbejdere til sig.
Formand for DLF fra 1996-2013
Indenfor forædling, dyrkning og global markedsføring af græsfrø og kløverfrø mv. er det landmandsejede danske selskab DLF i dag global markedsleder med aktiviteter i alle verdensdele. Benny Kirkebække Christensen har en stor del af æren for, at denne position blev opnået. Han blev i 1992 valgt ind i frøselskabets bestyrelse og var dets formand fra 1996 til 2013.
I årtiet forud havde DLF fået samlet størsteparten af den danske frøproduktion. Samtidig blev den danske forædling af nye græsfrøsorter til det globale marked også en del af DLF. I Kirkebækkes formandsperiode blev der således taget de afgørende skridt i udviklingen af DLF som den ledende globale virksomhed, når det gælder kløver- og græsfrø til plæner, landbrug og til golf- og fodboldbaner. Den globale position blev opbygget gennem stærke datterselskaber bl.a. i hele Europa, i Nordamerika, Kina og New Zealand.
Benny Kirkebække kunne efter sin lange formandsperiode glæde sig over, at DLF havde en sådan styrke, at selskabet fortsat kunne udvikle sig med nye aktiviteter i bl.a. Sydamerika og indenfor grønsagsfrø. Med en global markedsposition på omkring en tredjedel af Verdens græsfrø har selskabet og de danske frøavlere opnået en meget stor styrkeposition i denne del af dansk landbrug.
Benny Kirkebække Christensens styrker i det professionelle bestyrelsesarbejde var blandt andet meget stærke analytiske evner – som kom til udtryk fuldt ud, når en virksomhedsdrift skulle optimeres ud fra en vurdering af markeds- og produktionsmulighederne. Mange af hans tidligere bestyrelseskolleger har samtidig oplevet nogle meget gode forhandlingsevner – både når det gjaldt opgaven med at samle landmandsejerne til at træffe de fornuftige fremadrettede beslutninger med bred opbakning – men også når det gjaldt forhandlingerne i forbindelse med bl.a. nye virksomhedskøb.
Med klare holdninger
Benny Kirkebække Christensen havde i hele sit landbrugsvirke klare analyser og holdninger til den økonomiske politik og til de landbrugspolitiske rammevilkår. Og han gav gerne sine meninger til kende. Tålmodigheden i erhvervspolitiske sammenhænge blev dog ofte sat på en prøve. Samtidig var der - efter Benny Kirkebækkes opfattelse - ofte et alt for svagt fagligt grundlag i den politiske verden.
Dermed var det meget naturligt, at Benny Kirkebækkes hovedengagement udenfor Hevringholm Gods måtte blive det målrettede, konkrete virksomhedsarbejde i DLF og DLF´s datterselskaber. At stå i spidsen for at skabe den stærkest mulige internationale position for den danske frøsektor var den indsats, der virkelig gav mening.
Ikke alt i Benny Kirkebække Christensens interesser handlede om udvikling af landbrugsvirksomheder. Interessen for – og hans viden om – landbrugshistorie var ganske stor – ikke mindst erhvervet gennem omfattende fritidslæsning – og i de senere år rigtigt mange lydbøger. Hertil kom en stor spørgeevne – og en stor lyst til at engagere sig i diskussioner om mange emner.
I danske landbrugskredse har Benny Kirkebække Christensen i mange år været en meget højt respekteret personlighed. Vi er mange, der med stor taknemmelighed har søgt og fået gode råd – og vi er rigtigt mange, der også kan tænke tilbage på en personlighed, som også i mere selskabelige sammenhænge på en forunderlig måde skabte liv og glæde omkring sig.
Vores tanker går til Bennys familie. Lisbeth og de tre børn Anne-Sophie, der er geolog, Esben, som er landmand samt Thor, der er læge. Benny var også blevet en stolt morfar og farfar – og hele familien kan samles i mindet om en meget markant personlighed, hvis livsgerning de kan være meget stolte af.
Æret være Benny Kirkebække Christensens minde!
Asbjørn Børsting
Hjortsøgård,
Åside, Tappernøje.


































