Når høsten går i gang, stiger risikoen for arbejdsulykker i landbruget. Det viser en opgørelse fra forsikringsselskabet If over anmeldte arbejdsskader blandt selskabets landbrugskunder i perioden 2010-2025. Det skriver forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.

Ifølge opgørelsen bliver der anmeldt flest arbejdsskader i august, hvor en stor del af høstarbejdet typisk finder sted. Antallet af skader i august ligger omkring 25 procent over niveauet i en gennemsnitlig måned.

- Tallene viser, at risikoen for arbejdsulykker stiger i forbindelse med høsten. Det skal vi tage alvorligt, for en arbejdsulykke kan ikke kun få store konsekvenser for den enkelte. Det kan også være fatalt for driften, hvis en nøglemedarbejder ikke kan arbejde i årets vigtigste periode, siger Martin Leisten Petersen, der er landbrugschef i If.

Skader på hænder, arme og ben

De anmeldte skader omfatter blandt andet kvæstelser på fingre, hænder, arme og ben. Der forekommer også skader, hvor personer har skåret sig eller er faldet ned fra maskiner eller stiger. Ifølge forsikringsselskabet sker en stor del af ulykkerne i forbindelse med arbejde med maskiner.

- Tingene skal gå stærkt i høsten, og når tiden er knap, øges risikoen for fejl. Stress og lange arbejdsdage er medvirkende årsager til mange ulykker, siger Martin Leisten Petersen.

Han peger blandt andet på, at trætte maskinførere kan få sværere ved at koncentrere sig og reagere korrekt, når der opstår uventede situationer.

49 dødsulykker på ti år

Landbruget er blandt de brancher, hvor risikoen for alvorlige arbejdsulykker er størst. I perioden 2014-2023 blev der anmeldt 6.779 arbejdsulykker og 49 dødsulykker inden for landbrugsbrancherne. Det svarer til knap fem dødsulykker om året.

Tallene fremgår af arbejdet fra Ekspertgruppen for Arbejdsulykker, som blev nedsat af beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i 2024.

- En arbejdsskade kan følge en landmand resten af livet, og i nogle tilfælde sker det værst tænkelige. Derfor er det afgørende, at vi fortsætter arbejdet med at forebygge ulykker, siger Martin Leisten Petersen.

If forsikrer landbrug gennem Topdanmark-brandet. Forsikringsselskabet oplyser, at det tilbyder skadede kunder blandt andet genoptræning og socialfaglig støtte med henblik på, at de kan vende tilbage til arbejdet.

Overalt i Danmark er der maskiner på markerne i forbindelse med årets høst. Men det er, når stressniveauet kommer op, at risikoen for arbejdsulykker stiger, og det gør sig gældende i august måned, viser en opgørelse. Arkivfoto: Jørgen P. Jensen

Overalt i Danmark er der maskiner på markerne i forbindelse med årets høst. Men det er, når stressniveauet kommer op, at risikoen for arbejdsulykker stiger, og det gør sig gældende i august måned, viser en opgørelse. Arkivfoto: Jørgen P. Jensen

Sådan mindskes risikoen under høsten

Gør maskinerne klar

  •  Servicer maskinerne, og kontrollér lejer, remme, bremser og hydraulikslanger.
  •  Undersøg elkabler for skader fra eksempelvis gnavere.
  •  Kontrollér kugletræk og trækbomme.
  •  Sørg for, at ildslukkere og andet slukningsudstyr virker.
  •  Kontrollér lys og aircondition i førerhusene.
  •  Stands altid maskinen helt, før den renses eller serviceres.

Undgå træthed

  •  Hold regelmæssige pauser.
  •  Spis og drik tilstrækkeligt.
  •  Vær opmærksom på tegn på træthed og stress som hovedpine, koncentrationsbesvær og flimmer for øjnene.

Vær klar, hvis ulykken sker

  •  Hav en opladet mobiltelefon og en oplader i maskinen.
  •  Sørg for, at der er en førstehjælpskasse i traktorer og mejetærskere.

Kilde: If. Opgørelsen over månedlige arbejdsskader er baseret på selskabets egne landbrugskunder i perioden 2010-2025.