Man skal nok have boet under en sten de seneste måneder for ikke at have bemærket den hårde kritik af landbruget i Danmark. Men der er fortsat stor interesse blandt unge mennesker for at tage en landbrugsuddannelse.

Et af de steder, man mærker til det, er på Dalum Landbrugsskole, skriver TV 2 Fyn. Mens der sidste år var 16 elever på det såkaldte grundforløb 2 på skolen, er der i år 30 nye elever. Grundforløb 2 er for landbrugselever, der har sikret sig en læreplads. Og det er en vigtig udvikling, lyder det fra forstander Jens Munk Kruse.

- De er endnu vigtigere, end de nogensinde har været. At vi får en ungdom ud, der kan bevæge sig i det her felt imellem en hård kritik og hvordan det så egentlig er i virkeligheden, siger han.

En af dem, der netop har haft første skoledag på Dalum, er Maja Elisabeth Borgqist, der ikke lægger så meget i den retorik, der har præget landbrugsdebatten i år.

- Selvfølgelig har man da gået og tænkt lidt over det, men for mange unge måske er det jo lidt en drøm, det her med at komme ud og arbejde med landbruget og ligesom få lidt mere indblik i, hvordan fremtiden måske kan se ud, siger hun til TV-stationen.