Ny tilskudsrunde giver op til 109.500 kroner pr. hektar skov
Klimaskovfonden kombinerer støtte til etableringen med kompensation for den indtægt, som lodsejeren mister, når landbrugsjord omlægges til skov.

En ny skov vokser op. For lodsejere, der overvejer at omlægge en del af deres jord til skov, åbner Klimaskovfonden nu en ny ansøgningsrunde. Tilskuddet er en konkret mulighed for at få finansieret omlægningen af landbrugsjord til skov og en kompensation oveni. Foto: Klimaskovfonden
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Klimaskovfonden har åbnet en ny runde, hvor lodsejere kan søge støtte til at omlægge jord til skov.
Ordningen består af to dele: en variabel auktionspris på maksimalt 65.000 kroner pr. hektar til blandt andet planter, hegn og anlæg samt en fast kompensation for den indtægt, som lodsejeren mister ved omlægningen.
Kompensationen er på 29.500 kroner pr. hektar almindelig skov og 44.500 kroner pr. hektar ny urørt skov. Dermed kan den samlede støtte nå henholdsvis 94.500 og 109.500 kroner pr. hektar.
Mange står lige nu og skal tage stilling til, hvad der skal ske med ens jord, og hvordan landkortet skal tegnes i fremtiden. Der kan skov være en god mulighed, siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.
Ifølge ham kan lodsejeren selv vælge, om skoven blandt andet skal bruges til jagt, træproduktion eller urørt natur.
445.000 kroner for 10 hektar urørt skov
Ved etablering af 10 hektar urørt skov udgør den faste indkomstkompensation 445.000 kroner. Dertil kommer den variable støtte til etableringen.
Hvis projektet opnår den maksimale auktionspris, kan den samlede støtte til de 10 hektar dermed nå 1.095.000 kroner.
Den variable del fastsættes gennem Klimaskovfondens auktionsmodel og er derfor ikke nødvendigvis på 65.000 kroner pr. hektar. Ifølge fonden har ansøgerne i 2025 og 2026 i gennemsnit modtaget 87.000 kroner pr. hektar, når etableringsstøtte og indkomstkompensation lægges sammen.
Vi vil gerne gøre det nemt at træffe beslutningen og realisere omlægningen. Derfor giver vi et tilskud, der både finansierer de udgifter, der er forbundet med at plante skoven, og kompenserer lodsejeren for tabt indtægt. På den måde kan projektet bedre hænge sammen økonomisk, siger Poul Erik Lauridsen.
Tidligere mælkeproducent planter skov
Kaj Kirk fra Thy har med støtte fra Klimaskovfonden rejst 5,4 hektar skov. Han har tidligere drevet en gård med 180 malkekøer.
For ham talte både jordens beskaffenhed, mulighederne for natur og jagt samt støtten for at plante skov.
Med den dårlige landbrugsjord, udsigten til at gøre noget for natur og jagt og med de gode tilskudsordninger, der findes, er jeg ikke i tvivl om, at det her er en god investering, siger Kaj Kirk.
Kombinerer jagt og træproduktion
Også Per Åris Johansen fra Skælskør har søgt støtte til skovrejsning. Hans jord blev ifølge pressemeddelelsen udpeget til skovrejsning under den grønne trepart, hvorefter han søgte Klimaskovfonden.
Planen er, at skoven både skal fungere som produktionsskov og jagtskov.
Produktionsskov giver jo et vist afkast, men ved at lave en jagtskov vil mit hus og min ejendom også stige i værdi, i hvert fald for de rigtige mennesker, siger Per Åris Johansen.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































