Det’ sørme, det’ sandt', det’ havevejr
Julen står for døren, men det er stadig vejr til at gå i haven – og der er masser af ting at tage sig til derude. Her giver Haveselskabet tre ideer til, hvad du kan gøre i haven lige nu.

Lav dekorationer og pynt til julen af grønt fra haven – der er langt flere muligheder, end de fleste forestiller sig. Fotos: Haveselskabet
Lyskæderne er hængt op i haver over hele landet, men julevejret lader vente på sig. Og faktisk er det stadig vejr til at gå i haven, lyder det fra Haveselskabet.
Og det kan der være flere gode grund til at gøre, lyder det fra foreningen.
Går man i haven nu, kan man med en ganske lille indsats forære sig selv en grøn julegave, som vil komme både én selv og haven til gode i det nye år. Og så kan haven også være et oplagt sted at tage en pause fra julens travlhed og få luget lidt ud i det mentale ukrudt, forklarer Bente Yde Enert, der er kommunikationschef i Haveselskabet og passioneret haveejer og har været i haven i julemånedens første dage.
- Det har været skønt at kunne gå i haven her i starten af december og samle blade sammen og vide, at det bliver til ny, fin kompost til havesæson, siger Bente Yde Enert.

Lav en smuk julekrans af grene og andre materialer fra haven.
Klimaforandringer
For med årets første frost faldt de sidste blade af træerne, og samles de sammen i en kompostbunke eller beholder og får lov at stå vinteren over, vil de til foråret være formuldede og kan bruges f.eks. som supplement til krukkemuld. Det er en fordel både for pengepungen og for haven at bruge naturens egne ressourcer.
Haveselskabet er en non-profit forening for haveejere med medlemmer over hele landet, som gennem mere end 150 år har arbejdet for at give haveejerne den nyeste viden om haven. I år har det været tydeligt, at klimaforandringerne har ændret årets gang i haven. Det mærkes ikke kun ved, at roserne ikke længere skal klippes til dronning Margrethes fødselsdag, og hækken ikke længere klippes før Skt. Hans. Det mærkes også ved, at havesæsonen er blevet længere.
Haveselskabet Rådgivning giver hele året råd til Haveselskabets medlemmer om alt, hvad der rører sig i haven – også om hvordan et forandret klima ændrer årets gang i haven.
Man kan få flere gode råd på Haveselskabet.dk eller på Haveselskabets Instagram-konto.

Med årets første frost faldt de sidste blade af træerne. Det er oplagt at bruge dem til at lave en af de nemmeste former for kompost.

Køb stedsegrønne og dekorationsvenlige træer og buske.