Når Roskilde Dyrskue fredag den 30. maj åbner portene på Dyrskuepladsen bliver det igen i år med en fyldt maskinudstilling. Selv om der er flere måneder til dyrskuet går i gang, er alle standpladser til Danmarks største dyrskue revet væk.

Med 67.364 kvadratmeter udstillingsplads og 184 udstillere, der præsenterer de nyeste landbrugs- og entreprenørmaskiner, udvides maskinudstillingen med omkring 2.300 kvadratmeter.

Det var ifølge salgskoordinator for Roskilde Dyrskue, Niels Mathiasen, ellers ikke meningen, at den skulle være større, men den store efterspørgsel er et tydeligt tegn på, at arrangementet fortsat er en vigtig platform for branchen.

- Det er fantastisk at opleve den store opbakning fra maskinbranchen. Det bekræfter, at dyrskuet er et centralt mødested for både landmænd, entreprenører og det grønne område, der ønsker at holde sig opdateret på den nyeste teknologi, fortæller Niels Mathiasen.

- Samtidig, tilføjer han, er Roskilde Dyrskue et sted, hvor stærke netværk bliver skabt og vedligeholdt, hvilket er afgørende for både forretning og vidensdeling i branchen.

Ny hovedsponsor

Roskilde Dyrskue kan tillige glæde sig over en ny hovedsponsor, og det er entreprenørvirksomheden M. J. Eriksson, som beskæftiger sig med store anlægsprojekter over hele landet.

M. J. Eriksson påpeger, at det er en unik chance for at komme i dialog med landbruget og andre aktører i branchen, som firmaet allerede samarbejder med eller gerne vil skabe nye relationer til.

- Det er også vigtigt for os at vise de mange muligheder, der findes inden for entreprenørbranchen, så vi kan tiltrække nye medarbejdere og inspirere næste generation til at vælge en karriere inden for vores fag, siger Kristina Hyttemads fra M. J. Eriksson.

Fokus på klimaformidling

I en tid hvor klima, bæredygtighed og grøn omstilling er mere relevant end nogensinde, sætter Roskilde Dyrskue 2025 ekstra fokus på klimaudfordringer, og på hvordan landbruget bidrager til at løse disse.

Det sker på dyrskuets klimaspots, hvor de besøgende vil få et indblik i alt fra klimavenlige dyrkningsmetoder og innovative teknologier til biodiversitet.

- Klimaformidlingen bliver en levende og interaktiv oplevelse for både børn og voksne, hvor der vil være mulighed for at lære, lege og blive inspireret til at tænke mere bæredygtigt i hverdagen, fortæller Camilla Dupont, direktør for Roskilde Dyrskue.

Med en udsolgt maskinudstilling, en ekstra hovedsponsor og en stærk formidling, tegner årets Roskilde Dyrskue til at blive en begivenhed, hvor både udstillere og besøgende kan se frem til et par spændende dage fyldt med inspiration, netværk og de nyeste løsninger inden for landbrug og i entreprenørbranchen.