Danskerne er blandt de mest madspildende borgere i hele Europa. Ifølge Fødevarestyrelsen går næsten 900.000 tons mad til spilde hvert år i Danmark – og de danske husholdninger står alene for 235.000 tons. Det svarer til 86,5 kilo per person, viser tal fra Eurostat.

Derfor inviterer Arla Fonden, Arla, føtex og Too Good To Go igen i år til Madspildsskole i efterårsferien i Aalborg, Aarhus, Odense, Gentofte og Hvidovre. Målet er at give familier konkrete redskaber og ny inspiration til at bekæmpe madspild.

- Madspild er et stort problem, og som fødevarevirksomhed vil vi i Arla gerne være en del af løsningen. Derfor er vi stolte af at bakke op om Madspildsskolen for femte år i træk. Når vi giver børn og voksne mere viden om mad, holdbarhed og råvarer, kan vi sammen tage de første skridt mod mindre madspild – og mere madglæde, siger Henrik Lilballe, landedirektør i Arla Danmark, i en pressemeddelelse.

Madlavning med lykkeposer

Madspildsskolen er bygget op som en workshop, hvor hver familie får sin egen køkkenstation og en såkaldt lykkepose fyldt med overskudsmad fra Too Good To Go. Ingredienserne kommer fra føtex og varierer fra dag til dag. Opgaven er at forvandle overskudsråvarerne til nye, lækre måltider.

- I Føtex har vi fokus på madspild. En del af det fokus er også at inspirere danskerne til, hvordan man kan forvandle rester i køleskabet til lækre og spændende retter. Netop inspirationen og madfællesskabet er omdrejningspunktet på Madspildsskolen, hvor familier kan få en sjov og meget lærerig oplevelse i efterårsferien, siger Morten Møberg, direktør i Føtex.

Madkundskaber er en nøgle til at forstå og forebygge madspild

Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden

Børn har blik for klima

Arla Fonden peger på, at børn og unge faktisk er meget bevidste om problemet. I fondens seneste rapport svarede 46 procent, at det vigtigste, man kan gøre for klima og miljø derhjemme, er at smide mindre mad ud.

- Madkundskaber er en nøgle til at forstå og forebygge madspild. Når børn og voksne lærer at bruge hele råvaren, tolke holdbarhedsdatoer og arbejde kreativt med overskudsmad, får de redskaber med sig, som kan bruges i hverdagen, siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden.

En kasse med hjem

Madspildsskolen er åben for alle familier, og hver billet gælder for op til seks personer. Alle deltagere får en Madspildskasse med hjem – fyldt med smagsgivere, krydderier og ideer til, hvordan man fortsætter kampen mod madspild i hverdagen.

- Tallene minder os om, at vi har brug for konkrete løsninger og ændrede vaner i hverdagen, hvis vi for alvor skal rykke. Det er netop det, vi med Madspildsskolen prøver at bidrage til, nemlig at give familier redskaberne til at handle anderledes, siger Ken Vanhoegaerden, landedirektør i Too Good To Go Danmark.