Det Danske Gastronomiske Akademi uddelte 28. februar årets hædersdiplomer til syv personer og projekter, der ifølge Akademiet har ydet en ekstraordinær indsats for dansk gastronomi.

- Årets hædersdiplomer viser diversiteten, kvaliteten og livskraften i det danske, gastronomiske landskab. Et landskab, der er drevet af ildsjæle og aktivister, som når bredt ud i landet med stor gennemtrængningskraft og som fortjener at blive hædret for deres indsats, siger Ole G. Mouritsen, præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi ifølge en pressemeddelelse.

Han peger på, at årets modtagere spænder fra klassisk gastronomi til moderne drikkekultur og grøn omstilling.

- I år tildeler vi derfor både diplomer til den klassiske gastronomi i form af et diplom for olivenkundskab og til den moderne gastronomi for at sætte fokus på menuer af ikke-alkoholiske drikkevarer. Samtidig tildeler vi i år også hædersdiplomer til personer og organisationer, som er gastronomiske rollemodeller i den grønne omstilling for både fødevaresalg, bæredygtig restaurantdrift og uddannelse af fremtidens kokke.

Blandt modtagerne er Viola Capriola, der hædres for arbejdet med Grønt Marked, en non-profit og frivilligdrevet bondemarkedsorganisation etableret i 2019.

Byens bondemarkeder

- Grønt Marked er mere end et indkøbssted: Det er et åbent lærings- og fællesskabsrum, som gennem frivillighed og producentnærhed har gjort byens bondemarkeder til en stabil del af den københavnske fødevarekultur – med sæson, oprindelse og bæredygtig praksis i centrum, siger Ole G. Mouritsen.

Trine Krebs modtager diplom for gastronomisk aktivisme. Akademiet fremhæver hendes mere end to årtier lange indsats som husholdningslærer, gårdejer og grøn chef.

- Trine Krebs arbejder utrætteligt for at forbinde den grønne omstilling med forståelse for landskabet, for landbruget og for de mennesker, der står midt i det, lyder det.

På restaurantscenen hædres Matt Orlando for arbejdet med bæredygtighed og upcycling i topgastronomien.

- Matt Orlandos arbejde har ikke kun revolutioneret, hvordan vi ser på madspild, men også hvordan vi kan skabe smagfulde retter uden at gå på kompromis med miljøet, fortæller præsidenten.

De øvrige modtagere er Morten Ammentorp Nielsen fra Nocla for plantebaseret umami, Catherine Fogel fra Olivoteque for olivenkundskab, Lykke Metzger fra Alchemist for alkoholfrie drikkevarer samt Gejst ved Hotel- og Restaurantskolen for uddannelse.

Det Danske Gastronomiske Akademi blev stiftet i 1964 og arbejder for at fremme mad- og måltidskulturen i Danmark uafhængigt af kommercielle interesser og offentlige institutioner.