Danmarks smørhovedstad fejrer 125 år med Lurpak
Fredag var det præcis 125 år siden, at lurmærket blev registreret som fælles kvalitetsmærke for dansk smør. I dag sælges Lurpak på 107 markeder, mens 97 procent af produktionen finder sted på Arlas mejeri i Holstebro. Jubilæet markeres blandt andet på mejeriet og med en pop-up restaurant og et museum i Aarhus.

I 1999 blev Lurpak Storbritanniens bedst sælgende smørmærke. 97 procent af produktionen finder sted på Arlas mejeri i Holstebro. Foto: Arla
Da danske mælkeproducenter og mejerier i 1901 gik sammen om lurmærket, var ambitionen at skabe et fælles kvalitetsmærke, som kunder på eksportmarkederne kunne have tillid til. Dengang var dansk smør en af landets vigtigste eksportvarer. Omkring år 1900 udgjorde smør omkring 41 procent af Danmarks samlede eksport.
125 år senere sidder de karakteristiske lurer stadig på pakken. Lurpak sælges i dag på 107 markeder, men produktionen er fortsat solidt forankret i Danmark.
- Det særlige for os er, at Lurpak både er et produkt, vi sender ud til verden, og noget, som generationer af medarbejdere her i Holstebro er stolte af og har haft mellem hænderne hver eneste dag, siger Jan Vraa Mikkelsen, Senior Site Director på Holstebro Mejeri.
Danmarks smørhovedstad
I dag produceres 97 procent af al Lurpak på Arlas mejeri i Holstebro, mens resten produceres af Thise, Nørup Mejeri og Bornholms Andelsmejeri. Produktionen følger samme standard, og den fælles kvalitetskontrol er fortsat en del af Lurpak-systemet. Hver uge udtages uvildige produktprøver, hvor blandt andet smag, sammensætning og emballage bliver nøje bedømt og analyseret.
På Holstebro Mejeri, der er Danmarks største og aktuelt gennemgår en udvidelse for 440 millioner kroner, er det generationer af mejerister og andre medarbejdere, der har været med til at føre håndværket og erfaringerne videre.
Kvalitet har været tæt forbundet med Lurpak fra begyndelsen. Fra 1911 var det dengang over 1.000 danske mejerier, der deltog i et system med regelmæssige blindsmagninger, som kunne bruge lurmærket. Den tradition har udviklet sig gennem årene, men princippet lever videre: Lurpak produceres fortsat efter fælles kvalitetskrav, og der udtages hver uge uvildige prøver, hvor blandt andet smag, sammensætning og emballage bliver bedømt og analyseret.
Undervejs er produkter, emballage, markeder og markedsføring blevet udviklet og forandret, mens lur-symbolerne og brandets danske mejeriforankring er blevet bevaret. Det er også den balance mellem kontinuitet og fornyelse, som det globale jubilæum fremhæver.
- Lurpak begyndte som et kvalitetsmærke for dansk smør. 125 år senere er det et globalt brand, men madlavningen og kvaliteten er stadig kernen. Vores opgave er både at passe på den arv og blive ved med at udvikle Lurpak til nye generationer af mennesker, der elsker at lave god mad, siger Elena Marchenko, Global Vice President, Lurpak.
Madlavningen og kvaliteten er stadig kernen. Vores opgave er både at passe på den arv og blive ved med at udvikle Lurpak til nye generationer af mennesker, der elsker at lave god mad
Elena Marchenko, Global Vice President, Lurpak
Fejringer flere steder
Jubilæet bliver også synligt i Aarhus. Lurpak 125 Years Pop-up Restaurant & Museum er åbent 19.-27. oktober og kombinerer en udstilling om Lurpaks historie med middage, hvor forskellige kokke fortolker Lurpak og smørrets rolle i køkkenet. Museet er åbent for offentligheden, mens pladserne I restauranten allerede er udloddet i konkurrencer.
Det midlertidige jubilæumsunivers findes i de tidligere B&O-lokaler på Klostergade 14, hvor besøgende kan opleve brandets historie, håndværk og betydning for dansk madkultur gennem 125 år. Du kan læse mere på https://www.lurpak.com/da/.
Derudover bliver Lurpaks jubilæum også markeret fysisk med arrangementer i Storbritannien og Grækenland.
På selve 125-årsdagen den 23. oktober blev jubilæet markeret internt blandt medarbejderne på Holstebro Mejeri.

Fredag var det præcis 125 år siden, at lurmærket blev registreret som fælles kvalitetsmærke for dansk smør. Foto: Arla
Fakta: Lurpak 125 år
125 år: Lurmærket blev registreret den 23. oktober 1901 som fælles kvalitetsmærke for dansk smør
107 markeder: Lurpak sælges i dag på 107 markeder. Blandt brandets centrale markeder er Storbritannien, Danmark, Mellemøsten og Nordafrika, Australien samt Grækenland.
97 procent af al Lurpak produceres på Arlas Mejeri i Holstebro. Resten produceres hos Thise, Nørup Mejeri og Bornholms Andelsmejeri.
6,7 mia. kr: Lurpak omsatte i 2025 for 903 mio. euro, svarende til cirka 6,7 mia. kr.
Kvalitetskontrol: Der udtages hver uge uvildige prøver, hvor blandt andet smag, sammensætning og emballage vurderes.

125 år i korte træk
1900: Smør udgør omkring 40 procent af Danmarks samlede eksport, hovedsageligt til England
1901: Lurmærket registreres som fælles kvalitetsmærke for dansk smør
1931: Danmark eksporterer 172.000 ton smør
1957: Navnet Lurpak lanceres i Storbritannien
1998: Lurpak Spreadable lanceres
1999: Lurpak bliver Storbritanniens bedst sælgende smørmærke
2012: Arla Foods opkøber rettighederne til Lurpak fra Mejeriforeningen
2026: Lurpak fylder 125 år og sælges på 107 markeder
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.







































