Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Hops og Barley er halvbrødre og blev født samme sommerdag hos Home of Carlsberg. I de sidste to år har de været i følbørnehave på en gård i Nordsjælland, hvor de har haft plads til at boltre sig og udvikle muskulaturen bedst muligt.

Nu er følbørnehaven slut, og Hops og Barley er gået fra føl til ungheste. Nu vender de endelig hjem til Home of Carlsberg, og det fejres med en stor velkomstfest hos kulturattraktionen den 7. november.

Staldmester hos Home of Carlsberg, Petter Jonasson, fortæller, at de er vokset op og er blevet modige, nysgerrige og meget flotte ungheste, men at de stadig er de samme to ballademagere med fuld fart over feltet.

Bryggerheste

Hops og Barley skal dele stald med de seks øvrige bryggerheste og Barleys mor, Sally. Og selvom bryggerhestene historisk set har været en uundværlig del af Carlsberg, er ponyerne mindst lige så vigtige, fortæller Petter Jonasson.

- Tit løber vores smukke bryggerheste med al opmærksomheden, men vores ponyer er lige så vigtige for det sociale hesteliv i stalden og på folden. Og så er de populære blandt vores gæster og naboer, der følger med og ofte spørger, hvornår de kommer hjem, siger han.

- Jeg glæder mig meget både til velkomstfesten, hvor vi skal fejre ponyerne og byde dem velkommen hjem igen. Men jeg glæder mig lige så meget til at arbejde med dem, køre dem til, træne dem og opleve dem være en del af hverdagen her på Valby Bakke.

Der har været bryggerheste på Valby Bakke siden 1847, men det er først for fem år siden, der også kom ponyer i stalden. 

Ponyerne hos Home of Carlsberg er af racen shetlandsponyer.

Velkomstfesten hos Home of Carlsberg den 7. november begynder kl. 12.00, er gratis og åben for alle.

Tit løber vores smukke bryggerheste med al opmærksomheden, men vores ponyer er lige så vigtige for det sociale hesteliv i stalden og på folden

Petter Jonasson, staldmester hos Home of Carlsberg