Løgstør Dyrskue lukker
Løgstør Dyrskue er fortid. Opbakningen og frivilligheden fra især maskin- og erhvervsudstillingen har manglet, og nu er der sat et punktum.

2023 blev sidste år med Løgstør Dyrskue. Arkivfoto: VikingDanmark
- Det er sørgeligt. Jeg har været formand for Løgstør Dyrskue i to år, men jeg har jo været med som udstiller hele mit liv.
Sådan siger Jens Jensen, mælkeproducent og formand for Løgstør Dyrskue.
Han har sammen med den øvrige dyrskuebestyrelse taget beslutningen om at nedlægge Løgstør Dyrskue.
Opbakningen har manglet
Skuet har gennem en årrække oplevet et fald i antal udstillere, og specielt maskin- og erhvervsudstillerne har manglet på pladsen.
- Udstillingen af dyr kan vi egentlig ikke sige en hel masse til. Jeg synes, vi har haft god opbakning set i lyset af, hvor mange dyrskueinteresserede landbrug, der er i Vesthimmerlands Kommune og omegn, forklarer formanden.
- Men vi har manglet utrolig stor opbakning fra de lokale erhvervsdrivende og især landbrugets leverandører af diverse ting, forklarer Jens Jensen.
Søgte frivilligheden
Det har gjort, at arrangørerne i efteråret satte sig sammen til en snak om, hvordan man kunne komme videre.
- Det blev besluttet, og gjort helt klart, at hvis ikke der kom noget opbakning, så var det slut, forklarer Jens Jensen.
Frivillige kræfter tog fat i tidligere udstillere og nye potentielle udstillere for at høre om interessen for at udstille på Løgstør Dyrskue fremadrettet.
Det gav kun omkring fem tilkendegivelser.
- Og flere sagde, at hvis det lige var det, der skulle til, kunne de da godt komme. Men der var ikke meget frivillighed i det, oplevede formanden.
Samtidig ville fem ekstra udstillere desværre heller ikke være nok til at fylde pladsen.
- Derfor blev vi enige om, at vi må stoppe for nu, fortæller Jens Jensen.
En anden tid
Løgstør Dyrskue hører under Løgstør Byfest, men dyrskue-aktiverne bliver stående.
- Måske bliver der stemning for noget andet eller måske opstår der en ny gruppe, som kommer med nye ideer og kan se andre muligheder. Noget falder og nyt kommer til – sådan er det. Det er så bare træls at stå i spidsen for det, der falder fra, men det er nu engang sådan, vilkårene er, siger formanden, som også ser borgerne i Løgstør og omegn måske have nået en maksgræne for hvor meget, der kan være i kalenderen.
- Løgstør lykkes med stort set alt, de søsætter, og det er klart, folk når ikke mere, end de når.
- Det er nok ikke så moderne at tage til dyrskue, og vi må jo også erkende, når vi har dyrene i ringen, så er det jo ikke folkene fra byen, som står og kigger på dyrene i ringen. Det er i høj grad ældre landmænd, som synes konkurrencen er spændende.
- Hvis byboerne vil se dyr, så vil de se dem i deres vante omgivelser. Så tager man til Åbent Landbrug eller Økodag. Det er en anden tid, og det må vi også bare erkende, siger Jens Jensen.