Beboerne gør kæmpe indsats: Tre danske øer er nomineret til Årets Ø

En kæmpe fest for hele øen. Det er hvad, der er på spil for beboerne på Anholt i Kattegat, Aarø i Lillebælt og Tunø mellem Samsø og Østjylland.

De tre øer er nemlig hver især nominerede til at vinde den landsdækkende pris som Årets Ø, hvor gevinsten, udover 50.000 kroner, er en stor ø-fest for alle øens beboere.

Med kåringen af Årets Ø 2024-2025 vil Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer hylde danske ø-samfund, der er kendetegnet ved »Det gode liv på øen – hele året rundt« og som har gjort en aktiv indsats for dette.

De tre nominerede øer er meget forskellige. Men de har det til fælles, at beboerne i fællesskab gør en kæmpe indsats for at holde dem levende året rundt – og lykkes med det.

- Uden aktiviteter året rundt på vores småøer risikerer vi, at livet sygner hen, påpeger Mette Ravn, der er formand for priskomitéen og bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit.

- Med uddelingen af Årets Ø-prisen 2024-2025 ønsker vi at hylde det vigtige arbejde, der gøres mange steder på de danske øer, som gør det attraktivt for nye øboere at slå sig ned, bo og leve der året rundt – og som styrker sammenhængskraften lokalt på vores mange danske øer i hele landet, siger hun videre.

Vinder-øen bliver offentliggjort medio maj. Prisen blev uddelt første gang i 2020, og det var Omø i Smålandsfarvandet sydvest for Skælskør, der opnåede prisen som Årets Ø i 2023.

Læs også