Sundhed handler ikke kun om mennesker – også dyrene har brug for opmærksomhed.

I weekenden 10.-11. oktober var det køernes klove, der stod i centrum, da KVK Hydra Klov fra Esbjerg for sjette gang inviterede til international klovbeskæringskonference i Billund.

Konferencen tiltrak 225 deltagere fra 24 forskellige lande, hvor den sidste tilmelding kom fra New Zealand. Adm. direktør Palle Fjord Thomsen glæder sig over den høje deltagelse:

- Jeg er sikker på, at alle deltagere har fået ny viden med hjem, og på sådan en konference er der rig lejlighed til at udveksle erfaringer med klovbeskæring på tværs af landegrænserne, og vi kan se tilbage på en god weekend, siger han i en pressemeddelelse.

Palle Fjord Thomsen, adm. direktør i KVK Hydra Klov, glæder sig over den store deltagelse. Foto: KVK Hydra Klov

Palle Fjord Thomsen, adm. direktør i KVK Hydra Klov, glæder sig over den store deltagelse. Foto: KVK Hydra Klov

Erfaring og ny inspiration hånd i hånd

Blandt deltagerne var både gengangere og nye ansigter. Igal Moshav fra Glejbjerg har deltaget alle seks gange og finder stadig ny viden, selv med over 30 års erfaring som klovbeskærer:

- Jeg er hver gang spændt, men jeg får altid noget nyt med hjem.

Han solgte for fem år siden en del af firmaet til Casper Nielsen, der nu deltager for tredje gang og har taget alle sine medarbejdere med for at sikre, at de også følger med i udviklingen inden for klovbeskæring og køernes sundhed.

Konferencen kombinerede teori og praksis, og behandlingen af klovene er central for køernes velbefindende – og dermed også for mælkeproduktionen. Deltagerne fik inspiration fra 18 forskellige oplægsholdere.

Fredag aften blev konferencen afsluttet med en fest, hvor der blev afholdt auktion. De indsamlede 91.000 kroner går direkte til driften af julemærkehjemmene og støtter børn, der har glæde af et ophold på et børnehjem.

Der blev uddelt masser af inspiration til de mange deltagere på konferencen. Foto: KVK Hydra Klov

Der blev uddelt masser af inspiration til de mange deltagere på konferencen. Foto: KVK Hydra Klov

Igal Moshav (t.v.) har deltaget i alle fem konferencer og konstaterer, at han altid får ny inspiration. Her er han sammen med Casper Nielsen og Finn Bjerregaard. Foto: KVK Hydra Klov

Igal Moshav (t.v.) har deltaget i alle fem konferencer og konstaterer, at han altid får ny inspiration. Her er han sammen med Casper Nielsen og Finn Bjerregaard. Foto: KVK Hydra Klov

Kvæg