Den administrerende direktør i Arla, Peder Tuborgh, har udtalt til mediet Agriwatch, at selskabet gerne vil se en stigning på omkring én procent i mælkemængderne over de kommende år for at få strategien Future26 til at gå op.

Og denne udtalelse får Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter (LDM) til at reagere i det seneste nyhedsbrev.

- Grundlæggende kan LDM kun se en eneste måde at få det ønske opfyldt på: Bedre afregningspris. Det er ret simpel købmandsregning, hvis man ikke kan drive sin forretning med en omkostningsdækkende indtjening, så lukker butikken, det gælder også for mælkeproducenter. Og det er faktisk den situation, som mange producenter står i for tiden. Så den bedre afregningspris skal beregnes som dobbelt op, dels for at fastholde den nuværende produktion og dels for at øge produktionen, lyder det i nyhedsbrevet fra foreningen som har Kjartan Poulsen i spidsen som formand.

- Det kræver dygtighed at vækste en produktion, men det kræver større dygtighed at tilpasse en produktion. Men det må man kunne kræve af en mejeridirektør, fugle på taget om fem år er ikke nok, der skal penge på afregningen nu.

En anden ting som får foreningen til at reagere er, at det i sidste uge kom frem, at mælkeproduktionen og avlen på Gjorslev Gods bliver sløjfet, fordi det ikke er muligt at producere mælken billigt nok.

- Netop et sted som Gjorslev, hvor hele indsatsen skal aflønnes, bør kunne løbe rundt. Det giver ingen mening, at ejeren skal bidrage med indsats til en lavere aflønning end medhjælpere og mejeriansatte for at nå et nul-resultat. LDM ser det i højere grad sådan, at det er afregningen, der er for lav til at dække almindelige produktionsomkostninger, lyder det fra foreningen.

Kvæg