Penge på vej retur til Vikings medlemmer

VikingDanmark vil udbetale en del af stort millionoverskud til medlemmerne.

Forleden var der repræsentantskabsmøde i VikingDanmark hvor et flot regnskab med stort overskud nu kommer medlemmerne til gode.

2021 var trods Corona og en usikker verden et godt år for VikingDanmark. Det afspejler sig i regnskabet. VikingDanmark kom således ud af 2021 med et overskud på 26 millioner kroner. Pengene kommer imidlertid ikke til at ligge på kistebunden særligt længe.

VikingDanmark er ejet af sine medlemmer, de danske kvægbrugere, og bestyrelsen har besluttet, at en del af overskuddet skal udbetales til netop dem.

- Vi er ikke sat i verden for at lave en større egenkapital for VikingDanmark. Vi skal skabe værdi til vores medlemmer, slår bestyrelsesformand Anders Levring fast.

- VikingDanmark går hvert år efter at lave et resultat, der balancerer. Vi mener, at pengene ligger bedst ude hos landmændene, tilføjer han.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med det regnskab, VikingDanmark har leveret. Vi er en forening, der har styr på vores omkostninger, og vi er en forening, der er i stand til at levere et godt resultat ud af driften alene. Det er virkelig godt gået og bemærkelsesværdigt, siger Anders Levring.

Forretningsområder viser styrke

2021 har vist vækst på alle Vikings forretningsben og især strategien med flere forskellige forretningsområder, omkring medlemmerne og deres kvægbedrifter, viser nu sin styrke.

På det netop afholdte repræsentantskabsmøde benyttede formand Anders Levring lejligheden til at takke alle medarbejdere og folkevalgte, for det store engagement de ligger i VikingDanmark. Uden denne opbakning vil det ikke være muligt at nå et så godt resultat.

Hvor meget den enkelte kvægbruger får retur afhænger af, hvor mange kroner vedkommende har købt sæd og insemineringsservice for. Det samlede beløb der tilbagebetales er 8,6 millioner kroner og udbetalingen sker ultimo maj.

Læs også