Debat: Vandråd blev holdt for nar

En demokratisk skandale, kaldes arbejdet i vandrådene af skribenten.

Af Peter Rosendal, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Knudsbølvej 31, 6064 Jordrup

Over det ganske land har i alt 23 vandråd arbejdet med at udpege de vandløb, der skal høre under vandplanerne.

Arbejdet har tydeligvis været miljømyndighedernes narresut både i relation til lovgiverne på Christiansborg men også i forhold til de vandrådsmedlemmer – landmænd, fiskere, jægere, ornitologer, friluftsfolk og andre med interesse for de danske vandløb – som har brugt utroligt mange timer på et falskt grundlag ved at skulle sondre mellem naturlige og kunstige vandløb. I alt 44 repræsentanter for Bæredygtigt Landbrug har været med i arbejdet.

Der var fra begyndelsen lagt op til blot at tage 1.000 kilometer af i alt 19.000 kilometer vandløb ud af vandplanerne, og minsandten om det ikke er netop dét antal, man ender på…

Fortsæt

Selv i tilfælde hvor et enigt vandråd anbefalede at tage et lokalt vandløb ud af vandplanerne, er indstillingen ikke blevet fulgt. Når vandløbene ikke tages ud af vandplanerne, er man forpligtet til at leve op til EU’s kriterier om god økologisk tilstand ofte med høj vandstand til følge – med det resultat, at det bliver meget vanskeligt at sikre afvanding på landmandens marker, og han hindres dermed i at dyrke sin jord.

Processen med vandråd har været en demokratisk skandale. Bæredygtigt Landbrug arbejder videre for at sikre ordentlig afvanding på markerne. Vi vil gerne tage Venstremanden Erling Bonnesen på ordet – og opfordrer til, at hver enkelt landmand fortsætter med at påpege lokale, grelle eksempler overfor Miljø- og Fødevareudvalget.

 

Læs også