Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Bekymringen vokser i den britiske fjerkræsektor, efter at EU den 3. september indførte et forbud mod import af animalske produkter fra Brasilien.

Frygten er, at brasiliansk kylling, som hidtil er blevet afsat i EU, i stedet vil blive omdirigeret til Storbritannien. Det kan føre til en kraftig stigning i den britiske import og lægge pres på både priserne og de hjemlige producenter.

Det skriver mediet Food&Agribusiness.

EU varslede allerede i maj, at Brasilien ville blive fjernet fra listen over lande med tilladelse til at eksportere animalske produkter. Baggrunden er tvivl om, hvorvidt landet kan dokumentere, at produktionen lever op til reglerne om at begrænse udviklingen af antibiotikaresistens.

Stor eksport skal finde nye markeder

Ifølge den britiske landbrugsorganisation National Farmers’ Union, NFU, leverede Brasilien 211.000 ton kylling til EU i 2025. Dermed var landet EU’s største eksterne leverandør af fjerkrækød.

Med EU-markedet lukket skal betydelige mængder derfor potentielt finde andre aftagere. NFU-formand Tom Bradshaw opfordrer den britiske regering til at følge EU og midlertidigt standse importen.

- Der er en reel risiko for, at offentlighedens tillid til vores fødevaresystem bliver undermineret, hvis forbrugerne oplever, at Storbritannien importerer okse- eller fjerkrækød, som både EU-lande og lande uden for EU har vurderet som usikkert, siger Tom Bradshaw og fortsætter:

- EU har tydeligvis ikke tillid til, at det er tilfældet, at produkterne er sikre og ikke udgør en risiko for menneskers sundhed. EU har forbudt brasiliansk kød – den britiske regering er nødt til at gøre det samme.

Den britiske branche fremhæver samtidig, at salget af antibiotika til landbruget er reduceret med 60 procent siden 2014. For antibiotikatyper, der er kritisk vigtige i humanmedicin, er forbruget faldet med 83 procent. Vækstfremmende antibiotika har været forbudt i både Storbritannien og EU siden 2006.

Frygter pres på priserne

NFU har siden EU’s udmelding i maj presset på over for ministre, embedsmænd og parlamentarikere. Spørgsmålet nåede den 2. september frem til den britiske premierministers spørgetime, hvor regeringen oplyste, at alle muligheder fortsat er i spil.

Der er endnu ikke registreret nogen markant stigning i importen af brasiliansk kylling. Branchen advarer dog om, at større importmængder kan forvride markedet, presse priserne og svække investeringslysten blandt britiske producenter.

NFU kræver derfor et forebyggende importforbud, indtil Brasilien kan dokumentere ansvarlig brug af antibiotika, og de britiske myndigheder har gennemført omfattende kontrolbesøg.

Finans