Det europæiske marked for fersk grisekød er fortsat ude af balance og præget af feriestemning og en usædvanlig ugennemsigtighed, lyder det fra Danish Crown, der sænker grisenoteringen med 40 øre for slagtesvin og 30 øre for søer.
I næste uge får andelshaverne hos Danish Crown 9,50 kroner pr. kg for et slagtesvin mellem 72 og 96,9 kg. Det er et fald på 40 øre. Samtidig falder sonoteringen med 30 øre til 7,30 kroner pr. kg.
- Det er ikke svært at holde styr på, hvor mange grise, der bliver slagtet i Europa fra uge til uge. Det, der ikke er nogen, der har overblik over, er, hvor meget der enten bliver lagt på frostlager eller solgt i Europa fra frostlagrene. Det sidste er helt sikkert en faktor i den ubalance, vi ser lige nu. Vi har indikationer på, at der blev lagt langt flere varer på lager sidste efterår med henblik på at sælge dem hen over sommeren i år, og de er blevet presset ud i markedet de sidste par måneder, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork, i en markedsberetning.
Annulleringer
Ubalancen i markedet ramte, da Kina i slutningen af maj pludselig skruede voldsomt ned for importen af grisekød. Priserne på det kinesiske marked var faldet så meget, at mange kinesiske importører løb fra ordrer, selvom de allerede havde forudbetalt typisk 30 procent af varernes pris.
- Der er ingen eksportører, der er gået fri af annulleringer, men for os var det til at håndtere. Nogle af vores kolleger har været tvunget til at sælge varer på det europæiske marked, der allerede var pakket og frosset ind til Kina. Det har vi aldrig set før, og det har forstærket den ubalance, vi har set i markedet. På den korte bane er den blevet forstærket af feriesæsonen i Sydeuropa. Det er helt normalt for årstiden, men i år kommer det endnu mere på tværs end normalt, siger Lars Albertsen.