Hos den danske Bargam-importør Hos Brdr. Toft - Sprøjtespecialisten i Hammel ser man frem til at lukke et hul i produktprogrammet mellem den mindre Elios og de større Spraymax-sprøjter.

- Bargam har altid været stærk i mellemsegmentet, og med den nye Spraytec får vi igen et komplet program af trailersprøjter fra 2.200 liter til 6.500 liter, fortæller salgs- og marketingchef Finn Søndergaard og fortsætter:

- Spraytec er meget enkel og utrolig velbygget, som vi kender det fra den italienske producent. Grundspecifikationen indeholder alt det, man har brug for, og prisen er skarp.

Spraytec-sprøjterne er som udgangspunkt udstyret godt, men der er også gode muligheder for at øge udstyrsniveauet.

Spraytec-sprøjterne er som udgangspunkt udstyret godt, men der er også gode muligheder for at øge udstyrsniveauet.

Bomme op til 30 meter

Den nye Spraytec er udstyret med en relativ ny bom, der har fået navnet »Bliz«. Den kommer som standard med individuel løft af sidebomme, både over og under vandret, hos Bargam kaldet G-var. I standardversionen går bommen op til 30 meter, og med luftassistance op til 28 meter. Dyserør i rustfrit stål med Quadjet-dyseholder og afdriftsgodkendte dyser er standard.

Bommen er stærk og stabil, og der er mulighed for bomhøjdeautomatik med op til seks højdesensorer, hvilket sikrer en stabil bomføring og terræntilpasning.

Sprøjten leveres som standard med Isobus-styring, så den kan køre både GPS-sektionskontrol, variabel dosering via tildelingskort og spotsprøjtning.

Bliz-bommen kan leveres i størrelser op til 30 meter som standardbom og op til 28 meter med luftassistance.

Bliz-bommen kan leveres i størrelser op til 30 meter som standardbom og op til 28 meter med luftassistance.

Specifikationen kan tilpasses

Selv om standardspecifikationen er høj og passer de fleste, er der rig mulighed for at tilpasse specifikationen med udstyr som sporfølger-automatik via trækstangsstyring, større pumpe, alternativ dækmontering og meget mere.

En mulighed er også at få leveret sprøjten med pulserende PWM-dyser, så sprøjten får enkeltdyseluk, kurvekontrol og mulighed for stor variation i doseringen med ens dråbestørrelse.

- Vi ser en stigende interesse for at levere sprøjter med præcisionsteknologi som GPS-sektionskontrol og mulighed for at køre med tildelingskort og at spotsprøjte, siger Finn Søndergaard.

Med pulserende PWM-dyser kan man med samme dyse og samme dråbestørrelse ændre doseringen cirka plus/minus 30 procent, hvis det er et lavfrekvens-system og op til plus/minus 50 procent for et højfrekvens-system.

- Det giver unikke muligheder for at øge præcisionen og fleksibiliteten, når der spotsprøjtes og anvendes tildelingskort. Oven i hatten får man samtidigt sektionskontrol på enkeltdyseniveau og kurvekontrol, og faktisk til en ganske fornuftig merpris, siger Finn Søndergaard.