Stor interesse for eldrevne lastbiler
Flere vognmænd og transportører viser interesse for eldrevne lastbiler – men der er flere udfordringer ved at skifte vognparken ud.

Flere vognmænd og transportører viser interesse for eldrevne lastbiler. Arkivfoto: Arla
Interessen for elbiler er stor i Danmark. Salget af eldrevne personbiler har nu overhalet salget af benzin- og dieselbiler, og noget kunne tyde på, at transportbranchen går i samme retning.
I hvert fald har interessen for at søge fondsmidler fra den grønne fond til at kunne gøre det billigere for virksomheder at anskaffe sig eldrevne lastbiler været stor. Så stor at flere medier forleden kunne berette, at de 75 millioner kroner, der i år var at søge i puljen, hurtigt var brugt op.
En eldrevet lastbil koster i gennemsnit tre gange det, en almindelig dieseldrevet lastbil koster, og det har været en udfordring for mange vognmænd og transportører.
Prisen for eldrevne lastbiler er imidlertid ikke den eneste udfordring.
Hos organisationen DTL – Danske Vognmænd, noterer man sig ud fra en undersøgelse, at mange vognmænd ønsker at styrke deres grønne profil ved at indføre eldrevne lastbiler – og ikke mindst bruge det i markedsføringen af deres virksomhed.
Men her skal de være meget varsomme.
Det mener i hvert fald advokat og fagchef for markedsføringsret Martin Jørgensen, Dansk Erhverv. Til DTL´s hjemmeside oplyser han, at man som vognmand ikke kan kalde sig grøn virksomhed ved blot at udskifte en eller to diesel-lastbiler i flåden med eldrevne lastbiler.
Det skal ifølge ham nemlig kunne dokumenteres, hvis man som vognmand siger, at man eksempelvis kører klimavenligt og bæredygtigt.
Her kan man, ifølge advokaten, nemlig komme i problemer med markedsføringsloven, der ved overtrædelse kan udløse både politianmeldelse og store bøder.