Der er New Holland over hele linjen, når Tranekær Gods indleder årets høst i denne uge i rødsvingelarealet på 232 hektar.

Siden 2008 har det langelandske gods kørt med New Holland-mejetærskere. De seneste fem år med to 35 fods CR 985 rotormaskiner, og som er planlagt at skulle klare høsten i endnu to år.

Til denne sæson er stedets traktorer nu også af dette mærke, idet der netop er modtaget to New Holland T8 410 Genesis modeller, samt en T7 315 HD. Dertil kommer endnu en T8 410-model, som godset råder over i forvejen, og som skal i bytte, når to af de største modeller, T8 435 Genesis, leveres hen over vinteren.

Når leverancerne er helt på plads, består den blå trækkraft på Tranekær dermed af to T8 435 Genesis (435 hk), et styk T8 410 Genesis (410 hk) samt den nævnte T7 315 HD med 315 hk.

Alle traktorerne er leveret af Egebjerg Smedie på Sydfyn, der er underforhandler af Lyngfeldt A/S.

Effektivitet og trækkraft

- Vi ønsker at tilpasse de nye tider, med ens elektronik, således data let kan overføres fra enhed til enhed, og samtidig sikre en tilstrækkelig trækkraft i alle situationer. Og i det hele taget ser vi det som styrkelse af effektiviteten, at traktorerne, deres kabiner og udstyr er ens, fastslår driftsleder Torben Augustesen.

Foran New Holland-traktorerne og de to CR 985-mejetærskere ses fra højre driftsleder Torben Augustesen og førstemanden i marken, Rasmus Skov, sammen med distriktschef Finn Laursen, New Holland Danmark, og sælger Michael Clausen, Egebjerg Smedie. Foto: Erik Hansen

Foran New Holland-traktorerne og de to CR 985-mejetærskere ses fra højre driftsleder Torben Augustesen og førstemanden i marken, Rasmus Skov, sammen med distriktschef Finn Laursen, New Holland Danmark, og sælger Michael Clausen, Egebjerg Smedie. Foto: Erik Hansen

- I forvejen har vi erfaring med mærket, og ikke mindst den udprægede og nære service, vi har med samarbejdet med Egebjerg Smedie, fremhæver førstemanden i marken på Tranekær, Rasmus Skov, og nævner indkøbet af to Amazone harver og en seks meter såmaskine til gradueret udsæd sidste år hos den sydfynske maskinforretning.

Alle marker scannes

Rasmus Skov fortæller videre, at der med en aftale om scanning af godsets i alt 1315 hektar jord med Danish Agros Soil Optic-system forventes for alvor at kunne gennemføre præcisionsprincipperne med disse data - og de nye traktorer.

- De har alle autostyring og MyNewholland-systemet, der er et gratis markstyringsprogram. Samtidig har det vist sig, at alle data fra vores hidtidige Trimble gps-system har kunne flyttes over i New Holland-verdenen uden problemer.

Folkene på Tranekær Gods har heller ikke oplevet udfald af RTK-signalet, her hvor det nu er baseret på mobilsignalet.

Miljøvenlig drift

- Mobilnettet er blevet godt udbygget herover, understreger driftsleder Torben Augustesen og glæder sig over velviljen fra godsets nye ejere, Stenbjerg Ejendomme, til denne optimering af maskinparken.

- Det er samtidig et led i ejernes strategi om en miljøvenlig markdrift, tilføjer han og nævner, at der nu en del år er praktiseret halv pløjning og halv dybdeharvning af de ikke mindre end 185 marker i det nordlangelandske område.

De nye New Holland-traktorer har alle den store udstyrspakke. Det vil sige automatisk smøring af forakslen, luftanlæg, nye tvillinghjul og frontvægte, køleskab i kabinen, den store lyspakke mv. Og med serviceaftale, forsikring og tilknyttet PLM Connect, hvor dieselforbrug, position og driften løbende kan følges eksternt.

Tranekær Gods A/S

● Tranekær Slot på Langeland har historie tilbage til 1100-tallet, og var kongeligt len frem til 1659, hvor slægten Ahlefeldt overtog slottet. 1. januar 2020 blev godset købt af investor Michael Jebsen, Stenbjerg Ejendomme, og overdraget til sønnen Caspar Jebsen. Ejer siden 1995, Christian Benedict greve Ahlefeldt-Laurvig har fortsat en mindre ejerandel

● Godsets areal er på i alt 1.733 ha inklusive skov, moser mm. Det dyrkede landbrugsareal er 1.315 ha. Hovedafgrøderne er 370 ha hvede, 232 ha rødsvingel, 211 ha maltbyg, 160 ha vinterraps

● Fem ansatte i landbrugsdriften

Maskiner