Søndag går det løs i Hannover

Verdens største maskinmekka starter søndag på Hannover-messecenter, når Agritechnica-udstillingen vender tilbage efter fire års pause. Det 40 hektar store udstillingsareal er udsolgt, og der ventes omkring 400.000 besøgende fra 130 lande kloden rundt.

Godt 2.600 udstillere fra 53 lande er tilmeldt Agritechnica-udstillingen, og der ventes omkring 400.000 besøgende fra omkring 130 lande, heraf er de cirka 140.000 internationale gæster. Foto: Per Jørgensen

Det er en Agritechnica, der er fuldt booket med masser af teknik- og maskinnyheder, som de besøgende kan se frem til i Hannover i dagene fra den 12. til den 18. november, hvor den 12. og den 13. november er VIP-dage.

Alle 24 haller er fuldt belagt og spækket med maskinnyheder, lige fra tekniske mekaniske innovationer til AI-styrede maskiner, på de knap 40 hektar store udstillingsområder i Hannover Messecenter. Der er over 2.600 udstillere tilmeldt fra 53 lande, og der ventes omkring 400.000 besøgende fra omkring 130 lande, heraf er omkring 140.000 internationale gæster.

Sidste gang, Agritechnica blev afholdt, var i 2019, og her besøgte omkring 12.000 danske landmænd, maskinhandlere, importører og andre maskininteresserede udstillingen. Det tal ventes at være på samme niveau, når udstillingen lukker og slukker lørdag den 18. november.

Fokus på fremtidens fødevareproduktion

- I fremtiden vil det være vigtigt at øge produktiviteten med færre midler og mindre intensitet af landbrugsressourcer, samtidig med at miljøet og naturen beskyttes. Det bliver et af Agritechnicas store fokusområder for at sikre fremtidens fødevareproduktion, forklarer Timo Zipf, projektleder for Agritechnica, forud for udstillingen og tilføjer:

- Som verdens største maskinudstilling i branchen er Agritechnica ikke kun den førende internationale forretningsplatform, men også et forum for den verdensomspændende professionelle udveksling af fremtidsorienteret fødevareproduktion.

- Grøn produktivitet bliver det gennemgående tema for Agritechnica 2023 med fokus på udfordringerne ved moderne planteavl. Hvordan kan landbruget øge produktiviteten og samtidig beskytte jord, klima og miljø, pointerer projektlederen.

Agritechnicas udstillingsprogram vil blive ledsaget af et teknisk program, blandt andet Inhouse Farming, Agrifood Startup-virksomheder med videre, der tilbyder live events, demoshows og en ny ekspertplatform, som udforsker emner som SmartFarming.

Fakta om Agritechnica-udstillingen:
Arrangør: DLG, der står for Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft eller på engelsk German Agricultural Society, der blev grundlagt i 1885 af Max Eyth. Organisationen har 23.000 medlemmer.
Sted: Hannover Messecenter i dagene 12. til 18. november. VIP-dage fra 12. til 13. november.
Antal udstillere: 2.600 fra 53 lande.
Udstillingsareal: 24 haller plus udendørs udstilling. I alt 40 hektar.
Forventet besøgende: Plus 400.000, heraf 140.000 internationale.
Billetsalg: www.effektivtlandbrug.dk.

Læs mere om Agritechnica 2023

Drag fordel af internationale eksperters specialviden og klæd dig på til fremtidens landbrug, når Effektivt Landbrug stiller skarpt på Agritechnica 2023.

Læs mere her

Læs også