Brøns overtager JCB Agri i Danmark

Brøns Maskinforretning ApS overtager importen af JCB Agri maskiner i Danmark den 1. maj.
Pr. 1. maj 2020 overtager Brøns Maskinforretning ApS importen af JCB Agri-maskiner i Danmark.
Det oplyser Brøns Maskinforretning i en pressemeddelelse.
Nicolaisen & Larsen A/S fortsætter som nu import og forhandling af maskiner til bygge- og anlægssektoren samt til industrien.
- Samlet er disse forretningsområder de største for firmaet, og fremadrettet vil vi naturligvis koncentrere salgsindsatsen her og udbygge vores markedsandel, udtaler administrerende direktør Susanne Nicolaisen.
JCB har gennem en årrække delt disse forretningsområder op hos deres forhandlernet over hele verden og nu også i Danmark. Beslutningen er taget ud fra et rent forretningsmæssigt synspunkt, idet det er JCB’s strategi, at de ønsker en JCB Agri-importør, der kan sælge maskinerne via underforhandlere.
- Det får ingen betydning for Nicolaisen & Larsens muligheder for at servicere alle vores nuværende landbrugskunder. De kan trygt ringe til os, som de altid har gjort, siger Susanne Nicolaisen og tilføjer:
- Vi har 45 års erfaring med at servicere alle typer og modeller af JCB-maskiner i Danmark, og det vil vi selvfølgelig fortsætte med, siger hun.
- Vi har et team af veluddannede og dygtige mekanikere og montører, der har årelang erfaring med at servicere vores kunder over hele landet. Herudover har vi en intern stab af produktspecialister og tekniske problemløsere til at bakke op om de mere komplicerede opgaver, siger Susanne Nicolaisen.