Tidligere i 2021 kom det frem, at mindst 187 personer var blevet forurenet med det giftige flourstof PFOS ved Korsør. Det var sket, fordi de havde spist kød fra kalve, der havde græsset ved en brandøvelsesplads, hvor der var blevet brugt brandskum, der indeholdt det farlige stof.

Det har fået myndighederne frem i skoene. Således har regionerne lavet en liste bestående af 145 tidligere brandpladser, der skal undersøges nærmere, for at få klarhed over, om der er lignende problemer andre steder end ved Korsør.

- Vi er nødt til at undersøge pladserne meget grundigt, før vi kan sige, om de er forurenede, og om det i så fald har en indflydelse på menneskers sundhed eller drikkevand, siger Heino Knudsen, formand for Region Sjælland og formand for Danske Regioners Udvalg for Miljø og Ressourcer i en pressemeddelelse.

Langt nede på listen

Et af de steder, der er blevet udpeget, er hos roefrøproducenten DLF Beet Seed, tidligere kendt som MariboHilleshög. Her har man dog ikke hørt noget fra myndighederne endnu, fortæller direktør Hans Christian Ambjerg til LandbrugØst.

- Som jeg forstår det, er vi langt nede på listen i forhold til mistanke for PFOS. Vores grund er flere gange gennem årene blevet undersøgt for forskellige ting i forbindelse med salg og køb. Der er ikke fundet nogen ting, pointerer han.

Modsat sagen ved Korsør har der ikke gået kvæg og afgræsset på DLF Beet Seed grund i Holeby på Lolland.

- Hvis man kommer op forbi, vil man se, at det er en blomstereng i dag. Der bliver ikke produceret fødevarer der, og der er heller ikke nogen køer, der går og græsser. Det bliver ikke brugt til noget i dag, siger Hans Christian Ambjerg.

Stor åbenhed

Han påpeger, at man hos DLF Beet Seed i sagens natur er åbne omkring at få undersøgt tingene, hvis der er den mindste grund til mistanke.

- Helt principielt gør vi selvfølgelig alt for at beskytte vores medarbejdere og for at være en god nabo og en god arbejdsplads i nærmiljøet. Hvis der er nogen, der gerne vil se noget eller spørge om noget, er vi altid åbne for det. Vi stiller altid op, hvis der er interesse, siger han og slutter:

- Jeg tror ikke at de (myndighederne, red.) kommer farende ud til os. Men hvis de har lyst til det, så er de altid velkomne.

Danske Regioner oplyser, at man ude i de enkelte regioner skal i gang med at gennemgå arkiver for at se, om der kan være hold i en eventuel mistanke.