Hvis man går med en drøm om at blive minkavler, bliver tiden måske aldrig mere gunstig end lige nu, siger det finske auktionshus Saga Furs.
Kristen Svendsen er konsulent ved det finske auktionshus Saga Furs i Danmark. Det er ham, der hjælper med at finde avlsdyr, en egnet farm og giver sparring. Han har et kæmpe netværk og en hukommelse lidt ud over det sædvanlige, hvis man spørger hans kollega Ester Vyff Løvschal, som er direktør i Saga Furs i Danmark.
Begge ser positivt på fremtiden for dansk minkavl, og Kristen spår, at med lidt held vil yderligere ti minkavlere blive en realitet i 2024.