Peter Kiær er ny formand for Bæredygtigt Landbrug

Flemming Fuglede Jørgensen er stoppet som formand i BL. Han betegner sin afløser som et stort, politisk talent.

Flemming Fuglede kan nu hellige sig opgaverne på sine landbrug i Løkken i Nordjylland og i det midtfranske, hvor han også driver planteavl.

Bæredygtigt Landbrug har fået ny formand.

Dermed skal de mere end 3.000 medlemmer nu vænne sig til, at deres formand ikke længere er den 68-årige nordjyde Flemming Fuglede Jørgensen. 

På et konstituerende bestyrelsesmøde, der er afviklet i kølvandet på foreningens generalforsamling onsdag, er den 48-årige, sjællandske landmand Peter Kiær således valgt som ny formand.

En forening med kant

Da Effektivt Landbrug »fanger« Peter Kiær over mobiltelefonen, bekræfter han valget. Han understreger samtidig, at alt endnu er meget nyt, og at han ikke har lagt planer med sin frisk sammensatte bestyrelse.

- Jeg og BL-bestyrelsen kommer fortsat til at stå for en linje med kant, sådan som man kender Bæredygtigt Landbrug. Men jeg kommer selvfølgelig til at gøre tingene på min måde, konstaterer formanden.

Han tilføjer, at særligt de igangværende landbrugsforhandlinger om kvælstof er allerøverst på listen over emner, der skal håndteres.

- Vi søger indflydelse. Og vi vil kæmpe for landmandsfamilierne i Danmark. Det er helt afgørende, at vi får restriktionerne væk fra dyrkningsfladen, for de har vist sig ikke at virke. Men vi har en hård tid og et hårdt stykke arbejde foran os, fastslår Peter Kiær.

Bæredygtigt Landbrugs nye formand er uddannet på Næsgaard Agerbrugsskole på Nordfalster. Han driver i dag godt 430 hektar jord og har en svineproduktion med 720 søer i Terslev i Faxe Kommune på Sjælland.  

Skal drive landbrug

Den afgåede formand Flemming Fuglede Jørgensen får fortsat plads i BL-bestyrelsen. Men formandsposten er helt bevidst overladt til yngre folk, forklarer han fra sin mobiltelefon på vej hjem til Nordjylland.

- Jeg har siddet i ti år. Nu skal der yngre kræfter til. Nu skal jeg hjem og drive mit landbrug i både Løkken og i Frankrig sammen med min søn. Og Peter Kiær var klar nu. Det passer fint alt sammen, pointerer Flemming Fuglede Jørgensen.

Han roser samtidig den nye BL-formands evne til at få politikerne i tale.

- Det ses tydeligt under de igangværende politiske landbrugsforhandlinger, hvor Peter Kiær flot har evnet at klæde politikerne på fagligt – uden at gøre tingene for komplicerede. Min afløser som formand er simpelthen et stort, politisk talent, lyder det fra Flemming Fuglede Jørgensen.

Flere nye folk

Udover Peter Kiær består det nye formandskab i Bæredygtigt Landbrug af de to næstformænd Jørgen Brønd, som er nyvalgt i formandskabet, og af Gustav Garth-Grüner, der opnåede genvalg til næstformandsposten. 

BL-bestyrelsen har også fået selskab af fynboen Niels Hauge Mikkelsen fra Ejby på Vestfyn, som har afløst Alfred Tværsig Olesen, der ikke ønskede genvalg.
 

Læs også